To dræbt i kugleregn: Nu er de identificeret

27. juni 2019 15:36 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

De to mænd, der tirsdag blev dræbt i Herlev, er identificeret.

Del:

Københavns Vestegns Politi har nu offentliggjort, at de to ofre fra skyderiet tirsdag ved Sennepshaven i Herlev er identificeret.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

(Du kan se billeder fra det voldsomme optrin i galleriet over artiklen). 

Der er tale om to svenske mænd på henholdsvis 21 og 23 år. Den endelige identificering bekræfter de antagelser, Københavns Vestegns Politi har haft siden tirsdag aften og de nærmeste pårørende er underrettet.

Af hensyn til efterforskningen kan Københavns Vestegns Politi ikke give yderligere detaljer i forbindelse med de to mænds identitet.

– Vi har forståelse for at denne sag giver anledning til mange spørgsmål i offentligheden, men vi håber samtidig på forståelse for, at vi bliver nødt til at være tilbageholdende med informationer i denne sag af hensyn til efterforskningen, som er meget omfattende og involverer en række danske politikredse og svensk politi, siger politiinpektør Flemming Madsen i pressemeddelelsen

“Københavns Vestegns Politi er fortsat massivt til stede omkring Sennepshaven i Herlev for at efterforske sagen og genskabe trygheden. Når der er nye oplysninger Københavns Vestegns Politi kan dele med offentligheden, så bliver det meldt ud via Twitter”, slutter meddelelsen.

Sagen:

Tirsdag klokken 17.50 modtog Københavns Vestegns Politi flere anmeldelser om skyderi i Sennepshaven i Herlev.

Da politiet ankom til stedet kort efter, fandt man to mænd ramt af skud.

– Da vi kommer frem finder vi først en hårdt såret mand, som kort efter bliver erklæret død. Et stykke derfra finder vi en anden hårdt såret mand, der bliver bragt til sygehuset, fortalte vicepolitiinspektør Søren Rye tirsdag.

På sygehuset blev han blev erklæret død.

Audi set kørt fra stedet

Vidner har oplyst at en lys stationcar kørte fra gerningsstedet i høj fart efter skyderiet. Kort efter fandt politiet en lys Audi stationcar på Skodsborgvej i Nærum, som politiet vurderer var flugtkøretøjet. Den er stjålet for et par dage siden i København, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Københavns Vestegns Politi hører meget gerne fra vidner der har set bilen køre fra Herlev til Nærum.

Politiet vil også gerne høre fra folk, som har set noget eller ligefrem har optaget fotos eller video i Sennepshaven umiddelbart før og efter skyderiet.

Endnu er det for tidligt at lægge sig fast på et motiv bag skyderiet og derfor efterforsker politiet bredt. I forbindelse med skyderiet vurderer politiet, at der brugt både pistol og automatriffel.

Skyderi i Sennepshaven

Søren Rye kan ikke sige, hvad der gik forud for det voldsomme skyderi i Sennepshaven, eller nøjagtigt hvor mange skud der blev affyret.

– Men der er affyret rigtig mange skud fra både pistoler og automatrifler, udtalte vicepolitiinspektøren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu