Drama efter trafikulykke: Den ene bilist er stukket af

22. november 2017 22:29 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Den anden bilist sidder så fastklemt, at vedkommende skal klippes ud af køretøjet.

En ellers relativt banal trafikulykke på Korsager Alle i Brønshøj onsdag aften har taget en interessant drejning. En af de involverede i ulykken er nemlig stukket af, og ham leder politiet efter i skrivende stund.

– Vi er ude og lede efter ham, men der er ikke meget at gå efter, lyder det fra Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi til Newsbreak.dk.

Sagen er den, at signalementet af den undløbne mand lyder på en ung mand, der er slank, 190 centimeter høj og iført mørkt tøj.

– Dem er der mange af, konstaterer Henrik Brix.

Den anden bilist sidder til gengæld fast, bogstavelig talt.

– De (Hovedstadens Beredskab, red.) har valgt at klippe taget af, fortæller vagtchefen.

Vidner søges

Ulykken skete omkring 21.47, og borgere i området må meget gerne kontakte politiet, hvis de har set føromtalte unge mand.

Politiet leder i hvert fald, men de kan kontaktes på telefon 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu