ANNONCE

Drama: Skred pludselig

21. oktober 2020 04:24 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Præsidenten overvejer at dele interview på Twitter, så alle kan se, hvordan et "falsk interview ser ud".

USA’s præsident, Donald Trump, har tirsdag afbrudt et interview med CBS News-programmet “60 Minutes” før tid og truet med at lægge det på Twitter.

Det skriver nyhedsbureauet dpa natten til onsdag dansk tid.

Trump skriver på Twitter, at han overvejer at offentliggøre det fulde interview på sin profil, inden det efter planen skal sendes på amerikansk tv søndag.

Ifølge præsidenten vil han gøre det, så “alle kan få et glimt af, hvordan et falsk og forudindtaget interview ser ud”.

Trump forklarer ikke præcist, hvorfor han afbrød interviewet.

På Twitter bekræfter CBS News, at præsidenten afbrød interviewet med den kendte journalist Lesley Stahl før tid, men mediet giver ikke yderligere detaljer.

Kilder: Slut efter 45 minutter

To unavngivne kilder oplyser til CNN, at Trump afbrød interviewet efter cirka 45 minutter, fordi han mente, at nyhedskanalen havde fået nok materiale.

Ifølge dpa antyder præsidentens udmeldinger, at interviewet har bevæget sig i en retning, der har gjort ham utilfreds.

Trump beskriver i et andet tweet interviewet som en “forfærdelig forstyrrelse af valget”. Her opfordrer han også sine følgere til at sammenligne det med et interview i samme format med hans modkandidat Joe Biden.

Ud over Biden har programmet også interviewet Demokraternes vicepræsidentkandidat, Kamala Harris.

Ifølge CNN skal Biden og Harris efter planen medvirke i programmet “60 Minutes” søndag sammen med Trump og vicepræsident Mike Pence.

CNN skriver, at Trump og Pence oprindeligt også skulle have medvirket på skærmen sammen, men at Trump aldrig vendte tilbage, efter at han udvandrede fra sit solointerview.

Trump har ofte beskyldt amerikanske medier for at behandle ham dårligt, men ifølge dpa vil det alligevel være usædvanligt, hvis præsidenten selv frigiver interviewet, inden det skal sendes søndag.

Fakta

Donald Trump

* Navn: Donald John Trump.

* Alder: 74 år (født 14. juni 1946).

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Søn af: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilder: Business Insider og Biography.com og Ritzau

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu