ANNONCE

Drama: Udligner dybt inde i overtiden

12. april 2021 21:00 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

AaB udlignede til 2-2 mod Lyngby dybt inde i overtiden

Drama: Udligner dybt inde i overtiden
AaB og Lyngby tager et point hver i mandagens Superliga-kamp. Foto: Scanpix.

Norske Iver Fossum blev mandag aften helten for AaB, da han i de døende sekunder sikrede 2-2 ude mod Lyngby på et fremragende frisparksmål.

Lyngby var ellers bedst i størstedelen af superligakampen, men det sene mål spolerede en hjemmesejr og gjorde, at klubbens overlevelseshåb led endnu et lille knæk.

Seks point er nu, hvad Lyngby har op til den rigtige side af nedrykningsstregen med otte kampe igen.

Et veloplagt Lyngby-hold havde overhånden i størstedelen af den tempofyldte kamp takket være et godt presspil, stor fysik og hurtig boldomgang, og det var kun på grund af en storspillende Jacob Rinne i AaB-målet, at det ikke blev til flere mål.

AaB havde igen problemer med særligt det offensive spil, men Iver Fossums flotte mål gav den pointdeling, der betyder, at AaB holder fast i førstepladsen i nedrykningsspillet og nu har tre points forspring til OB.

Lyngby kom aggressivt ud med et højt pres fra start, men stille og roligt fik AaB spillet sig ind i opgøret og flyttede sig længere frem på banen.

Det åbnede for omstillinger til Lyngby, som værterne skabte et hav af chancer på, men AaB-keeper Jacob Rinne brillerede.

Begge hold ramte træværket i en seværdig første halvleg, der trods en lang række fine muligheder ikke bød på scoringer.

Det høje tempo fortsatte efter pausen, hvor AaB blot skulle bruge ti minutter på at komme foran, da forsvarsspilleren Mathias Ross stangede et hjørnespark i nettet.

AaB’s mål tvang Lyngby endnu længere frem, og hjemmeholdet fik allerede udlignet i det 63. minut efter en flot sparkefinte af den indskiftede hurtigløber Magnus Warming.

Lyngby ville mere og fik mere blot tre minutter senere, hvor offensivspilleren Emil Nielsen prikkede værterne på 2-1.

AaB kastede alt frem til sidst, og det gav altså pote, da Iver Fossum fra kanten af feltet krøllede bolden helt op i krogen til slutresultatet 2-2.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu