Dreng dræbt i ulykke: Faldt ud ad vindue

10. august 2018 12:12 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Tre venner opholdt sig i lejlighed på 2. sal i Herning, da en af dem pludselig faldt ud ad vindue og døde.

Dreng dræbt i ulykke: Faldt ud ad vindue
Den unge mands liv stod ikke til at redde. Arkivfoto.

En 17-årig dreng er fredag morgen styrtet i døden fra et vindue i en lejlighed på Banegårdspladsen i Herning.

Tilsyneladende er der tale om en ulykke, oplyser vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Episoden skete kort før klokken syv, da drengen satte sig i et vindue på 2. sal, hvor han opholdt sig sammen med to venner.

– Han har formentlig sat sig op i vinduet, og så er han faldet ud, siger vagtchef Henrik Nielsen.

– Jeg ved ikke, om han bliver erklæret død på stedet, men meldingen fra starten var, at det var meget alvorligt, tilføjer han.

Var det en ulykke?

Den dræbte er en 17-årig dreng fra Herning-området. De pårørende er underrettet om ulykken.

Henrik Nielsen oplyser til Newsbreak.dk, at der skal afholdes ligsyn i den kommende uge, og at man hos politiet ikke kan udelukke, at politiet herefter skal arbejde med sagen igen.

– Indtil vide betragter vi det som en ulykke, siger Henrik Nielsen til Newsbreak.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu