Drengeleg gik helt galt: Bilen smadrede ind i hus

23. maj 2018 08:49 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

To unge drenge røg på hospitalet.

Del:

En lidt rigelig aktiv drengeleg gik galt natten til onsdag i Grindsted. Lidt festlig ræs og drengerøvshygge i en Volkswagen Polo på parkeringspladsen foran Lidl på hjørnet af Bekkasinvej og Glentevej blev afløst af uheld og sigtelse. Sådan fortæller Sydøstjyllands Politi Newsbreak.dk onsdag morgen.

Vagtchef Arno Petersen fortæller, at anmeldelsen kommer klokken 03.17. Her fortæller en anmelder, at en bil har kørt tosset på p-pladsen og altså pludselig er havnet direkte inde i en husmur på Bekkasinvej.

På en eller anden måde mistede bilisten herredømmet over bilen under sine tosserier, så poloen fortsatte ud over forhøjningen ved p-pladsen, ned på Bekkasinvej, gennem en hæk og en forhave for til sidst at brage hul i muren til en villa på stedet.

Både føreren og en passager kommer til skade i uheldet, og Newsbreak.dks billeder viser da også et stort hul i muren under et af husets vinduer.

– De to bliver sendt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Den ene klagede over nakke- og mavesmerter, den anden havde skader på tænderne, siger Arno Petersen. Umiddelbart er ingen af de to kommet alvorligt til skade.

Til gengæld er føreren – på baggrund af lidt hurtig hovedregning – blevet sigtet for at køre bil uden et kørekort.

– Han er fra Grindsted, født i år 2000 og har ikke haft fødselsdag endnu, lyder det.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu