Drikkepenge i udlandet: Her er reglerne

29. juni 2019 19:03 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Det kan være svært at finde ud af, om man skal give drikkepenge i udlandet. Her får du en guide til drikkepenge-junglen.

At give eller ikke at give drikkepenge i udlandet.

Det er formentlig et dilemma mange danskere på ferie står overfor hver eneste sommer.

Det kan nemlig være svært at finde rundt i regler og skikke for de enkelte ferielande.

Det kan dog godt betale sig at sætte sig ind i reglerne, før man tager afsted, så man undgår akavede situationer på restauranten eller caféen – eller at man betaler unødigt meget i drikkepenge.

I galleriet ovenfor kan du se reglerne for drikkepenge for danskernes foretrukne ferielande.

Danskere giver bedre drikkepenge i udlandet

Selvom danskerne ikke er vant til at tænke på drikkepenge i Danmark, har danskerne tilsyneladende ikke svært ved at give drikkepenge, når vi rejser i udlandet. Blandt de nordiske lande er danskerne nemlig, sammen med nordmændene, dem som er mest gavmilde når det kommer til drikkepenge.

Artiklen fortsætter under videoen

En tidligere undersøgelse foretaget af hoteleksperten, Hotels.com, viste således, at halvdelen (49 pct.) af de danske rejsende giver minimum 10 pct. i drikkepenge i udlandet, mens det samme gælder for 54 pct. af de norske rejsende og 45 pct. af de svenske rejsende. Finnerne er lidt mere tøvende med pengepungen, når det kommer til drikkepenge. Kun hver fjerde (26 pct.) af de finske rejsende giver nemlig 10 pct. eller derover i drikkepenge i udlandet.

Fakta

Gode råd om drikkepenge i udlandet

1. Rengøring på hotellet. Det er en god idé at give drikkepenge allerede den første dag. På den måde er der større chance for bedre service i løbet af din ferie, end hvis du først lægger pengene på din afrejsedag. I Europa er det almindeligt at lægge 1-2 euro per dag.

2. De fleste steder i verden er det kutyme at lægge minimum 10 procent i drikkepenge på caféer og restauranter. Dog er det ikke nødvendigt, hvis der allerede er trukket for “service charge” på regningen. Men man er altid velkommen til at runde op, hvis man har været meget tilfreds med betjeningen, for “service charge” går ikke automatisk til tjeneren.

3. Det er de færreste lande, hvor det er almindeligt at give drikkepenge for taxaturen. Dog forventes det i visse lande som USA, Østrig og Tyrkiet.

4. Næsten alle rejsebureauer tilbyder skriftlige guides, hvor man kan få overblik over de uskrevne regler for drikkepenge i det land, man skal besøge.

5. Hvis du lader en piccolo bære dine kufferter på hotellet, så er det almindelig skik i de fleste europæiske lande, at han eller hun får mellem 1-2 euro per taske.

Kilder: Ritzau Fokus, Star Tour, Spies, samlino.dk, rejseavisen.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu