ANNONCE

Drive by-skyderi i boligkvarter

24. januar 2020 11:13 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Nok en gang har der været uro i Gersagerparken i Greve. Politiet efterforsker et drive by-skyderi.

Natten til fredag har der atter været voldsom uro i boligområdet Gersagerparken i Greve i Midt- og Vestsjællands politikreds. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Allerede i løbet af natten forklarede politiets vagtchef overfor Ritzau, at ordensmagten var rykket ud til Gersagerparken efter anmeldelse om skyderi mod en bil.

– Vi har været ude med hunde og afsøge gerningsstedet, sagde vagtchef Henrik Møller Nielsen.

Nu uddyber politiet en smule i pressemeddelelsen, hvor det fremgår, at der var kommet mange anmeldelser ovenpå skudepisoden. Den første patrulje var fremme klokken 00.33 og kunne oplyse ud fra vidners forklaringer, at der var blevet skudt fra en sort personbil med sølvgrå spoiler, og at bilen var kørt fra området i retning mod Hundige Station inden politiets ankomst.

To var målet

Politiet afspærrede hurtigt området og fik i den forbindelse kontakt til to mænd på 18 og 21 år fra Greve, som begge var uskadte. Noget tydede ellers på, at de havde været målene for de affyrede skud.

De to mænd havde opholdt sig i en bil, da flugtkøretøjet var kørt forbi. Fra bilen var der afgivet flere skud mod bilen, hvor de to mænd opholdt sig.

Uvist er det dog, hvor mange personer, politiet leder efter. Altså hvor mange der opholdt sig i den flygtende – sorte – bil. Sagen efterforskes bredt med det formål at finde frem til mistænkte og klarlægge et eventuelt motiv.

“Politiet vil meget gerne i kontakt med personer, der har bemærket usædvanlig aktivitet eller adfærd hos personer og køretøjer i området ved især Gersagerparken, Greve, i tiden før anmeldelsen om skyderiet. Også observationer i flugtbilens kørselsretning mod Hundige S-station er vigtige for politiet”, skriver politiet i sin pressemeddelelse.

Oplysninger og tip i sagen gives til Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummer 46 35 14 48 eller 114.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu