ANNONCE

Første gang: Dronningen bryder sin isolation

1. juni 2020 05:59 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Storbritannien lukkede ned grundet coronavirusset 19. marts, hvor dronning Elizabeth isolerede sig i Windsor.

Det første officielle billede af dronning Elizabeth er offentliggjort siden nedlukningen af Storbritannien.

På billedet fra Windsor Castle i byen Windsor uden for London ses den 94-årige dronning ride på en 14-årig pony ved navn Balmoral Fern, skriver nyhedsbureauet dpa.

Dronningen er iført et lyserødt halstørklæde, en grøn tweedjakke og hvide handsker.

Billedet er udsendt af det britiske kongehus.

Dronning Elizabeth har befundet sig på slottet, siden det britiske samfund lukkede ned grundet coronavirusset 19. marts.

Her bor hun sammen med sin mand, hertugen af Edinburgh, prins Philip.

Begge har været i risikozonen for coronavirusset grundet deres fremskredne alder, og derfor har der kun været et lille hold af tjenere med dem på slottet.

Dronningen er ifølge det britiske medie Mirror en passioneret hesteavler og ynder ofte at ride.

Det seneste billede af Dronningen inden dette er fra 19. marts, hvor hun blev fotograferet forlade sit hjem i London, Buckingham Palace.

Her kunne man se, at hun også havde taget sine to hunde, Candy og Vulcan af racen dorgi, med.,

Har holdt to sjældne taler

Dronningen har holdt to sjældne taler til befolkningen, der blev sendt på landsdækkende tv, under coronakrisen fra Windsor Castle.

Det var blot hendes femte og sjette tv-tale til nationen i løbet af sin 68 år lange regeringstid, hvis man ser bort fra den årlige juletale.

I talerne opfordrede Dronningen briterne til at holde sammen i den svære tid og fortsætte med at holde afstand for at bekæmpe Covid-19-epidemien.

Storbritanniens dronning Elizabeth er verdens længst siddende monark. I 68 år har hun siddet på den britiske trone, og tirsdag den 21. april fejrede hun sin 94-års fødselsdag.

I videoen ovenfor kan du blive klogere på de længst sidden monarker i verden – hvor også vores egen Dronning Margrethe er højt oppe på listen.

Fakta

Dronning Elizabeth II

Dronning Elizabeth II (Elizabeth Alexandra Mary) er født 21. april 1926.

* Hun blev Storbritanniens regent i 1952.

* Hun er statsoverhoved for Storbritannien og 15 andre Commonwealth-lande. Herunder Australien, New Zealand og Canada.

Dronning Elizabeth er ældste datter af George VI og Elizabeth.

Elizabeth II blev i 1947 gift med løjtnant Philip Mountbatten. De er forældre til prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

* Desuden har de otte børnebørn og fem oldebørn.

* Et af børnebørnene er Prins William, som er gift med hertuginde Catherine af Cambridge.

Kilder: royal.gov.ukdenstoredanske.dk

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu