Efter Trump-aflysning: Nu taler dronningen

5. september 2019 18:52 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den amerikanske præsident er fortsat velkommen til at besøge Danmark på statsbesøg, siger dronning Margrethe.

Efter Trump-aflysning: Nu taler dronningen
Dronning Margrethe slår fast, at USA's præsident, Donald Trump, fortsat er velkommen til at komme på statsligt visit i Danmark. Han skulle efter planen have besøgt Danmark 2.-3. september, men besøget blev afvist knap to uger forinden. (Arkivfoto) Foto: Carsten Rehder/AFP
Del:

Selv om den amerikansk præsident, Donald Trump, aflyste et ellers planlagt statsbesøg i Danmark, må han gerne lægge vejen forbi en anden gang.

Dronning Margrethes invitation til Trump står nemlig ved magt, fortæller hun til TV2.

– Det kan jo ske, at man bliver nødt til at aflyse et besøg, og så må man se, om det bliver gentaget senere. Jeg regner med, at det snarere bliver, at han siger: “Nu kan jeg godt”, fordi invitationen står ved magt, siger dronning Margrethe.

Det var meningen, at den amerikanske præsident skulle have besøgt Danmark 2.-3. september.

Besøget blev aflyst knap to uger inden det ventede visit, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) afviste at diskutere et muligt salg af Grønland med Trump.

Overraskende

Tidligere udtrykte Kongehuset sig fra mere formel side oven på den bizarre aflysning af besøget:

– Dét var en overraskelse – mere har vi ikke at sige om den sag, udtaler kommunikationschef i Kongehuset, Lene Balleby, til DR.dk.

Aflysningen blev udtrykt på Twitter, og ifølge præsidenten selv skyldes det statsminister Mette Frederiksen, der lagde alle præsidentens drømme om et køb af Grønland på is.

(Artiklen fortsætter under videoen)

– Danmark er et meget særligt land med en fantastisk befolkning, men på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil jeg udsætte vores møde til et andet tidspunkt, skrev Donald Trump på Twitter.

Særligt indbudt

Hvorfor Kongehuset overhovedet er interessant i denne henseende skyldes, at Dronningen stod bag den officielle indbydelse til statsbesøget. Det fremgår af Kongehusets hjemmesiden, hvor det også står, at besøget skulle være fjerde gang, en siddende amerikansk præsident besøgte Danmark – officielt.

I 1991 var Dronningen sammen med Prins Henrik på statsbesøg i USA, hvor præsident George H.W. Bush var vært for besøget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu