Dronning Margrethe opereret

12. november 2018 15:47 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Operationen har stået på over de seneste uger.

Dronning Margrethe opereret
Dronningen har de seneste uge gennemgået en operation for grå stær. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Dronning Margrethe er i de seneste uger blevet opereret for grå stær. Operationen er sket med laserbehandling, og begge dronningens øjne har undergået behandlingen. Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse. 

“Behandlingen er forløbet planmæssigt, uden bivirkninger og med det ønskede resultat,” skriver Kongehuset.

Ifølge Kongehuset bliver op mod 50.000 mennesker behandlet for grå stær hvert år i Danmark. Der er dermed tale om den mest almindelige operation i landet.

Grå stær er en hyppig årsag til synsnedsættelse hos ældre, og skyldes, at øjets linse bliver uklar. Det gør, at synet dermed bliver sløret.

Personer med grå stær vil opleve, at omgivelserne gradvist bliver mere tågede og utydelige. Selv farver kan opleves anderledes end før.

Langt de fleste, der får grå stær, er personer over 65 år, men sygdommen ses også hos personer i alle aldre og kan i nogle tilfælde være medfødt.

Derudover ses sygdommen også ganske ofte hos personer med sukkersyge.

Der findes ingen forebyggende eller medicinske behandlinger af sygdommen, men den kan udelukkende behandles med en operation, hvor den uklare linse fjernes og erstattes med en ny klar linse.

Den 78-årige dronning markerede søndag 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig i Aarhus, hvor dronningMargrethe deltog i en mindehøjtidelighed.

Den fandt sted i Mindeparken ved Marselisborg Slot, hvor monumentet for de faldne danskere er placeret.

Her var dronningen flankeret af byens borgmester, Jacob Bundsgaard (S), da hun mødte familiemedlemmer til faldne soldater.

Afslutningsvis lagde dronningen en krans foran monumentet, hvor 4144 faldne, dansksindede sønderjyders navne er indgraveret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu