ANNONCE

Dronningen flytter

19. juni 2020 08:21 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Det er en særlig dag for dronning Margrethe.

Den danske regent skulle som følge af sit sommertogt have været fejret i Aarhus Kommune grundet hendes runde fødselsdag i starten af juni.

Men sådan blev det ikke. Det fik coronavirus sat en stopper for.

Selv om Aarhus måske ikke ventede at få besøg af dronningen denne sommer, så flytter hun altså den 19. juni 2020 ind på Marselisborg Slot.

Det fremgår af den kongelige kalender.

Tager ophold

I dronningens kalender var det planlagt, at sommertogtet med Kongeskibet Dannebrog skulle tage majestæten forbi Aarhus. Her var planen, at byen blandt andet skulle fejre dronningens 80-års fødselsdag.

Men som følge af Statsministeriets udmelding om at forbud mod større forsamlinger blev fastholdt til og med august, blev besøget aflyst. Besøget skulle være foregået den 4. og 5. juni.

Nu får byen alligevel besøg af majestæten – og endda mere permanent.

Hun tager nemlig ophold på Marselisborg Slot.

Det er ukendt, hvor længe dronningen vil residere på Marselisborg. Dog skal hun den 26. juni deltage i en Urparade på Marselisborg Slot.

Ifølge Visit Aarhusregionen så betyder det også, at der hver dag klokken 12.00 vil være vagtskifte, så længe dronningen bor på Marselisborg Slot.

Dronning på skinner

Da Kongeskibet Dannebrog ikke tages i brug denne sommer, kan det formodes, at dronningen rejser til Aarhus med tog.

Hun er nemlig indehaver af sin helt egen salonvogn, som på ingen måde minder om den typiske DSB-vogn, på trods af at det var virksomheden, der begavede dronningen med vognen, da hun fyldte 60 år.

Majestæten har dog også haft en finger med i spillet i forhold til, hvordan salonvognen skulle udsmykkes. Hun har sammen med DSB’s designchef valgt materialer og farver.

Farven på salonvognen er på mange måder også dedikeret til dronningen. For den hedder H.M. marron (Hendes Majestæts marron red.).

På daværende tidspunkt blev det skrevet, at toget var på skinnerne cirka 10 gange om året.

Og noget kunne tyde på, at det også bliver taget i brug den 19. juni 2020, hvor dronningen flytter til Marselisborg Slot for at residere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu