Dronningen tvunget til flytning: Årsagen har vidtrækkende konsekvenser

27. november 2018 18:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Hovedstaden garderes mod stigende mængder regnvand, og det får også konsekvenser for dronningens nytårstale.

Når dronning Margrethe vanen tro holder sin nytårstale 31. december, sker det i år fra Fredensborg Slot, kunne Kongehuset afsløre mandag aften i en pressemeddelelse.

Her fremgik det, at dronningen er tvunget til residensforlæggelse i perioden omkring jul og nytår, fordi der skal renoveres på Amalienborg Slotsplads Det plejer ellers at være dronningens modtagelsesværelse i Christian IX’s Palæ på Amalienborg, der er ramme om den traditionsrige begivenhed, som nytårstalen er.

Renoveringen er mere vidtrækkende end som så. For forklaringen er nemlig, at Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) er i gang med at sikre en del af hovedstaden mod skybrud.

– Det regner mere og mere og kraftigere og kraftigere. De ledninger, vi har liggende, er ikke store nok til at håndtere regn og spildevand. Nu får vi det delt, så vi kan håndtere regnvand for sig og spildevand for sig, siger projektleder Helle Kay til Ritzau tirsdag.

Underjordisk ledning

Arbejdet med skybrudssikringen betyder, at der anlægges en ledning med en diameter på 1,2 meter. Den underjordiske rørføring skal transportere regnvand, der opsamles i Bredgade, under Amalienborg Slotsplads og ud mod havnen.

Man er begyndt med arbejdet, og det mærkes allerede i bybilledet.

– Vi fylder, og vi larmer. Det gør sådan et arbejde, siger projektlederen.

Spaden vil formentlig først blive stukket i jorden på selve slotspladsen til januar.

– Vi vil prøve at holde det så begrænset, som vi kan. Men vi skal ind og grave. Der vil være områder, hvor man ikke kan gå, men pladsen vil være åben, siger Helle Kay.

Hele anlægsarbejdet ventes afsluttet til oktober næste år.

Nytårsflytning

Det er ikke første gang, dronningen holder nytårstalen på Fredensborg Slot. Nytårstalen er tidligere blevet holdt der i 1979, 1980, 2014 og senest i 2015, da Christian IX’s Palæ var under renovering, oplyste Kongehuset mandag.

Livgardens æresbevisning finder sted i den indre slotsgård på Fredensborg, hvor vagten træder til gevær og står trådt an med fane og to tamburer.

Efter nytårstalen afspilles “Kong Christian stod ved højen mast”. Den ydre slotsgård på Fredensborg vil være åben for publikum nytårsaften.

“Der vil ikke være særlige foranstaltninger på Amalienborg Slotsplads i anledning af nytårstalen”, skriver Kongehuset.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu