ANNONCE

Dronningens skandale-halvfætter er død

13. august 2020 22:23 | Af: Ritzau Fokus

Prinsen med de mange skandaler, Prins Waldemar, er gået bort i en alder af 79 år.

Dronningens skandale-halvfætter er død
Dronningens halvfætter, prins Waldemar af Schaumburg-Lippe, er død. (Foto: UNGER JAN/Ritzau Scanpix)

Prins Waldemar er død i en alder af 79 år.

Det bekræfter hans datter, Eleonore af Schaumburg-Lippe, ifølge Ekstra Bladet.

Prins Waldemar var dronning Margrethes halvfætter og barnebarn til Kong Frederik den ottende.

Prinsen levede i lang tid et liv på forsiderne – især i 1992, da han gennemgik en dramatisk skilsmisse fra den kongelige hoffotograf Anne-Lise Johansen.

Omkring samme tid måtte Prins Waldemar vinke farvel til det fine selskab, efter at have modtaget en betinget hæftestraf for ulovlig våbenbesiddelse.

For to årtier siden trak han sig da også fra Danmark og flyttede tilbage til Tyskland.

– Jeg kommer ikke til at savne Danmark. Kun min datter. Om jeg er dernede, eller om jeg er her, så er der næppe nogen forskel på de følelser, Amalienborg nærer for mig. Ha! Ha! Nej, jeg kommer ikke til at savne Danmark, sagde han til Ekstra Bladet i 2001.

Prins Waldemar, hvis officielle navn er Prins Waldemar Stephan Ferdinand Wolrad Friedrich Karl zu Schaumburg-Lippe, er født i Berlin i 1940, men drog til Danmark allerede som femårig.

I en alder af 10 flyttede han tilbage til Tyskland for første gang, hvor han uddannede sig som bankmand.

I 1977 flyttede han til Danmark, hvor han blev gift med Anne-Lise Johansen, og parret fik året efter prinsesse Eleonore. Prins Waldemar blev også dansk statsborger.

Udover at være relateret til den danske tronfølge nedstammede prins Waldemar også fra den engelske konge George den anden og var dermed en del af den britiske tronfølge.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu