ANNONCE

Dropper stik nummer to med AstraZeneca

14. april 2021 06:31 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Tyske myndigheder er blevet enige om at færdigvaccinere folk under 60 år med Moderna eller Pfizer-vaccine

Dropper stik nummer to med AstraZeneca
Mindst 2,2 millioner tyskere under 60 år fået det første stik med AstraZenecas vaccine de seneste uger. (Arkivfoto) - Foto: Fabrizio Bensch/Reuters

Tyskere under 60 år, der har fået det første stik med AstraZenecas coronavaccine, skal færdigvaccineres med en anden vaccine.

Det er landets nationale og regionale sundhedsministre blevet enige om tirsdag.

Tyskland annoncerede 30. marts, at landet ikke længere ville tilbyde folk under 60 år at få to stik med AstraZeneca-vaccinen. Årsagen var bekymringer omkring en mulig forbindelse til flere sjældne tilfælde af blodpropper.

I stedet vil de pågældende personer nu blive tilbudt at blive færdigvaccinerede med enten Pfizer/BioNTechs eller Modernas vaccine. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

– Den løsning, der er blevet fundet, giver en god grad af beskyttelse, siger Bayerns sundhedsminister, Klaus Holetschek.

Går imod WHO

Den nye politik er på linje med de anbefalinger, som Tysklands vaccinekommission kom med i sidste uge.

Omvendt siger Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at den ikke kan anbefale at skifte vaccine mellem to doser for at beskytte mod covid-19, da der ikke findes nok data for, hvilken effekt det har.

Mindst 2,2 millioner tyskere under 60 år fået det første stik med AstraZenecas vaccine de seneste uger. Det oplyser landets sundhedsministerium.

Tyskland er et blandt adskillige lande, der har begrænset brugen af AstraZeneca-vaccinen.

I Danmark er vaccinen blevet sat i bero indtil 15. april på grund af lignende bekymringer om sjældne blodpropper med et lavt antal blodplader.

Meget sjælden bivirkning

Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, sagde onsdag i sidste uge, at de usædvanlige blodpropper bør betragtes som en meget sjælden bivirkning ved AstraZenecas vaccine.

Samtidig understregede agenturet, at fordelene ved at bruge vaccinen til at forhindre covid-19 opvejer risiciene.

Fakta

Danmarks vacciner

Danmark har via EU indgået seks aftaler om muligheden for at købe coronavacciner, hvis de virker og kommer på markedet.

Samlet har Danmark mulighed for at købe et antal vacciner, som kan færdigvaccinere 20,4 millioner borgere. Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerne bliver købt.

Her følger et overblik over de seks aftaler om vacciner, som er indgået:

* Pfizer/BioNTech:

Vaccinen har vist en effekt på 95 procent. Det vil sige, at der var 95 procent færre tilfælde sammenlignet med en kontrolgruppe, der fik placebo – altså en snydevaccine.

Blev godkendt af EU-Kommissionen 21. december, og de første danskere blev vaccineret 27. december.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 4,6 millioner personer.

* Moderna:

Har vist en effekt på 94,1 procent.

Blev godkendt 6. januar i EU, og Danmark forventer at få de første 5000 doser i næste uge.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 3,0 millioner personer.

* AstraZeneca:

Studie har vist en effekt på 70 procent.

Det Europæiske Lægemiddelagentur forventer at kunne godkende vaccinen i slutningen af januar.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 1,9 millioner personer.

* Johnson & Johnson:

Fase 3-forsøg blev indledt i september med omkring 60.000 testpersoner. Resultater ventes offentliggjort i januar.

Kan blive taget i brug i USA i januar eller februar, mens godkendelsen i EU først kommer senere.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 5,6 millioner personer.

* CureVac:

Indledte et fase 3-forsøg 14. december med 35.000 deltagere i Europa og Latinamerika.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 3,4 millioner personer.

* Sanofi/GSK:

Vaccinen har afsluttet fase 1- og 2-studier, der har vist effekt for personer i alderen fra 18 til 49 år, men ikke så god effekt for personer over 50 år. Selskaberne venter godkendelse i slutningen af 2021.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 1,9 millioner personer.

* Ud over de nævnte seks vacciner har EU i denne uge afsluttet de indledende forhandlinger om endnu en coronavaccine.

* Novavax:

Den amerikanske medicinalvirksomhed er i gang med fase 3-studier. Der ventes resultater i første kvartal 2021.

EU-Kommissionen meddelte før jul, at man har taget hul på at forhandle en kontrakt, der potentielt kan komme til at omfatte 200 millioner doser. Forhandlingerne kan tage flere måneder.

Når det gælder de nævnte vacciners effektivitet, skal det understreges, at det er vanskeligt at sammenligne de forskellige vacciners effekt direkte.

Det skyldes blandt andet, at der kan være forskel på, hvordan de forskellige studier er sammensat.

Kilder: Lægemiddelstyrelsen, Sundheds- og Ældreministeriet, EU-Kommissionen, virksomhederne, Bloomberg og Reuters

Ud af 34 millioner, der har modtaget AstraZeneca-vaccinen i Storbritannien, EU og tre øvrige lande, er der frem til 4. april blevet registreret 222 blodproptilfælde, hvor der er et lavt antal af blodplader.

Frem til 22. marts er der blevet registreret 18 dødsfald ifølge EMA.

Det amerikanske medicinalselskab Johnson & Johnson valgte tirsdag at udskyde udrulningen af sin coronavaccine i Europa på grund af bekymringer om lignende bivirkninger.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu