Du risikerer at bryde loven hvis du handler her

16. juni 2019 06:15 | Af: Ritzau Fokus

Udstyr dig med en god portion sund fornuft, og tjek op på sælgeren, inden du køber brugte varer på nettet.

En designerlampe til spotpris eller et næsten ubrugt smart-tv til halvdelen af butiksprisen.

Lyder det for godt til at være sandt, er det sandsynligvis også tilfældet. Og køber du en stjålen vare på nettet, kan du straffes for hæleri.

– De fleste kunne ikke selv drømme om at stjæle, siger Christian Østergård, der er vicepolitiinspektør i forebyggelsessektionen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Men vi oplever til gengæld, at hr. og fru Danmark ikke er for fine til at købe designervarer på nettet – uden at spørge, hvor de kommer fra, fortæller han.

Syd- og Sønderjyllands Politi har derfor lanceret kampagnen “Stop e-hæleri”, hvor de kommer med gode råd til at undgå hæleri på nettet.

– Det er rigtig fint at handle brugt, men man skal tænke sig godt og grundigt om, siger Christian Østergård.

For når der er nogle, der er villige til at betale for stjålne designermøbler, giver det indbrudstyvene blod på tanden. Og pludselig kan helt almindelige danskere direkte eller indirekte være med til at bestille et indbrud.

Så brug din sunde fornuft, råder politiet.

– Mød sælger ansigt til ansigt, og spørg ind til varen, råder Christian Østergård og tilføjer:

– Er du i tvivl, så lad skidtet ligge. Der findes andre gode tilbud.

Det er dumt at være ukritisk

Også Forbrugerrådet Tænk fraråder, at du handler ukritisk på nettet. For ud over at finansiere kriminelle risikerer du også selv at blive snydt.

– Søg på sælgeren – enten på Google eller Facebook eller på det site, hvor personen udbyder sine varer, lyder det på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside.

Undersøg, om andre har haft gode eller dårlige oplevelser med sælgeren – og tjek også gerne, hvad personen ellers har til salg.

– Hvis sælger har 25 fladskærme til salg, er det værd at spørge ham, hvorfor han har det, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

Få kontaktoplysninger, og hent gerne varen på sælgers bopæl eller arbejdsplads. Og få aftalen på skrift, inden I handler.

– Bliv enige om, hvilke vilkår I handler på, hvad der indgår i handlen, hvad prisen er, og hvordan der betales. Mundtlige aftaler er svære at bevise efterfølgende, hvis der skulle opstå problemer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu