ANNONCE

Dubai-danskere slæbte smitte hjem alligevel

22. januar 2021 21:03 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Stor bekymring over falske negative tests

Dubai-danskere slæbte smitte hjem alligevel
Det kan ikke lade sig gøre at rejse til Danmark fra Dubai i øjeblikket. Foto: Scanpix

33 danskere har fået foretaget en test for Covid-19 i Dubai, som ved kontrol efter hjemkomsten til Danmark har vist sig at være falsk negativ. Det erfarer Ekstra Bladet fra flere politiske kilder på Christiansborg.

Sundhedsordfører Per Larsen fra De Konservative bekræfter desuden for Ritzau, at han på et følgegruppemøde i Folketinget fredag har fået oplyst, at 33 danskere efter hjemrejse fra Dubai har vist sig at være smittet med Covid-19.

Det selvom de alle var blevet testet inden hjemrejse, som påkrævet, hvor de fik et negativt testsvar. Danske myndigheder har foretaget kontroltests, fordi der er kommet en meget konkret henvendelse, der antydede, at corona-testene i Dubai er meget mangelfulde.

– Det er forfærdeligt. Man påtager sig et stort ansvar, hvis man rejser til Dubai, hvor der er risiko for at blive smittet med coronamutationer, som man ikke ønsker at få ind i Danmark, siger Larsen til Ritzau.

Sundhedsminister Magnus Heunicke bekræfter siden på Twitter:

Det er desuden tidligere blevet påvist, at den smitsomme sydafrikanske muterede coronavirus er kommet til Danmark – formentlig via en person, der er kommet hjem fra netop Dubai.

Ingen fly

Torsdag aften meddelte de danske myndigheder, at alle flyvninger fra Dubai til Danmark stoppes i foreløbigt fem dage. Det sker netop på grund af mistanken om dårlige Covid-19-tests.

De seneste dage har det vakt opsigt, at flere kendte sportsfolk og såkaldte influencere har lagt billeder op på sociale medier fra deres ophold i Dubai, selv om Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til udlandet.

Siden 9. januar har det været et krav, at alle rejsende med fly til Danmark skal kunne fremvise en coronatest, der viser, at de ikke er smittet med coronavirus. Testen skal være taget inden for 24 timer.

Ifølge Udenrigsministeriets oplysninger befinder der sig i øjeblikket mindst 85 danske rejsende og cirka 800 fastboende i Dubai.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu