Dusør på tre millioner kroner: Indbrudstyve anholdt for kæmpekup

18. december 2018 17:45 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

To personer er blevet anholdt for et kæmpekup, der blev begået i en villa i Gentofte i september. Her blev der stjålet sølv til en værdi af ti millioner kroner.

Del:

Der er årligt omkring 30.000 tilfælde af indbrud i Danmark, og hvis vi på Newsbreak.dk skulle skrive om dem alle, ville vi være på overarbejde langt i det næste årtusinde.

Men nogle gange gør vi en undtagelse. For eksempel tilbage i september, hvor indbrudstyve slap afsted med antikt sølvtøj til en værdi af op mod ti millioner kroner fra en villa i Gentofte.

Ud over den ekstreme værdi på skatten, der består af blandt andet sølvfade, lysestager og suppeterriner, der stammer fra 1600- og 1700-tallet, så vakte det også opsigt, at ejeren har udlovet en dusør på tre millioner kroner til den eller de personer, som kan bringe de dyrebare genstande hjem.

Skatten er i øvrigt beskyttet af den danske kulturarv, en titel der kan tildeles eksempelvis sølvtøj, hvis det minder os om fortiden.

Ekstra julegave til politiet

Nu ser det så ud til, at Nordsjællands Politi måske kan blive en stor julegave rigere.

I en pressemeddelelse kan politiet nemlig fortælle, at de har anholdt to personer, som de sigter for det spektakulære kup – og med dem fandt de også det stjålne sølvtøj:

– Det er et stort gennembrud, at vi både har anholdt to personer og fundet alt sølvtøjet, men gennembruddet lægger ikke en dæmper på vores efterforskning, som vi ufortrødent fortsætter. Af hensyn til det fremadrettede arbejde kan jeg dog ikke afsløre yderligere, siger politikommissær hos Nordsjællands Politi, Henrik Sejer.

Hvad der skal ske med milliondusøren kan Nordsjællands Politi ikke fortælle, da de understreger at det er et privat anliggende for sølvtøjets ejer, en nordsjællandsk samler.

Men mon ikke, det er en taknemmelig samler, der har fået lov til at se sit sølvtøj igen. I galleriet ovenfor artiklen kan du se et udsnit af de kostbare sølvklenodier.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu