ANNONCE

Dusør udloves: Ekstremt dyre træer stjålet

13. februar 2020 19:09 | Af: Newsbreak.dk

15 kæmpestore træer er blevet stjålet fra en lokal planteskole i Randers. Nu udlover ejeren en dusør, så træer og gerningsmænd kan findes.

Det var noget af en forskrækkelse for Christian Faurschou, da han lørdag morgen gik sin vanlige tur i sin planteskole Ellengaard i det nordvestlige Randers. For ret hurtigt opdagede han, at der manglede noget.

Efterhånden som han kom hele vejen rundt, kunne han se, at der var forsvundet mindst 15 træer, alle mellem fem og seks meter høje. Det skriver TV2 Østjylland.

Artiklen fortsætter under videoen

Helt særlige træer af sorterne Himalayabirk, kejserlind, koreansk røn og søjleavnbøg, som hver især har en værdi af op til 7000 kroner. Samlet har træerne en værdi op til 105.000 kroner.

– Omtrent samtidig med, at det går op for mig, at der mangler nogle af de høje træer, så ringer politiet til mig, fordi de har fundet én af mine trailere efterladt få kilometer fra planteskolen, siger Christian Faurschou til Tv2 Østjylland.

I det øjeblik går det op for planteskoleejeren, at det er et planlagt indbrud, han har været udsat for – hvor hans egen trailer er brugt til at fjerne træerne.

– Jeg kan se på overvågningen, at han går helt i kanten af der, hvor kameraet filmer, så han har været her før. Og han går helt målrettet efter de flotteste træer, for nogle tager han tre og fire af, andre kun et enkelt, fortæller Christian Faurschou.

Store og tunge

Samtidig tror han også, at der har været flere personer om at stjæle træerne. De vejer nemlig i omegnen af 150 kilo hver, og normalt flytter planteskolen kun på træerne med maskiner og gaffeltrucks.

Og det er netop den målrettede indsats fra tyven, der gør Christian Fauschou mest nervøs.

– Det bekymrer mig mest, at jeg kan se, han var maskeret. Og det bekymrer mig, hvad der ville være sket, hvis jeg havde mødt ham deroppe, fordi jeg går ofte en tur på planteskolen.

Dusør og konkurrence

Derfor har han nu udlovet en dusør på 5000 kroner i et opslag på Facebook til den person, der kan give den information til politiet, som får tyven sigtet og dømt.

– Derudover har jeg lavet en konkurrence så dem, der liker i opslaget, får et gavekort på 1000,- for at få det spredt så meget som muligt, siger Christian Faurschou.

Facebookopslaget er i skrivende stund delt flere end 600 gange.

Derudover kører Christian Faurschou rundt i landet for at se, om han kan finde de stjålne træer.

– Jeg vil til enhver tid kunne kende de træer, fordi jeg ved, hvordan de er beskåret og passet i tiden op til, at de blev stjålet, siger han.

Hvis man har informationer i sagen, kan Østjyllands Politi derfor kontaktes på telefon 114.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu