Dybt mystisk sag tager vild drejning: Nu er mand anholdt for drab

21. november 2017 18:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

34-årige Bettina Olsen er endnu ikke fundet.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har anholdt en 27-årig mand og sigtet ham for drab på Bettina Kjær Arnsfeldt Olsen. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse. Politiet modtog anmeldelse om, at Bettina Kjær Arnsfeldt Olsen var forsvundet 16. november. Siden har man efterforsket sagen, og man formoder nu, at Bettina Kjær Arnsfeldt Olsen er blevet dræbt.

– Det er ud fra elementer i den efterforskning, vi har lavet siden vi modtog anmeldelsen, uden at jeg kan gå i detaljer med det, lyder det fra vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, til Newsbreak.dk.

Han ønsker ikke at uddybe, hvilken relation den 27-årige har til Bettina, eller hvorfor man hos politiet mistænker ham for at have dræbt kvinden, der altså fortsat er forsvundet.

– Ud fra omstændighederne vælger vi at sigte ham for drab. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør, fortæller Søren Ravn-Nielsen.

Politiet søger vidner

I forbindelse med Bettinas forsvinden oplyser politiet, at hun sidst er set søndag, 12. november, om eftermiddagen på Møn. Hun færdes primært på Møn og i Vordingborg-området. Hos politiet vil man meget, meget gerne i kontakt med vidner, der har oplysninger i sagen.

– Særligt er bilens færden interessant fra 12. til 19. november, lyder det fra Søren Ravn-Nielsen. Han fortæller, at man hos politiet ikke har overblik over bilens færden.

– Men vi håber, at vi kan stykke et billede sammen af det, lyder det fra Søren Ravn-Nielsen.

“Bettina Kjær Arnsfeldt Olsen betegnes som værende spinkel af bygning, har rødligt halvlangt hår, og hun var senest iført en sort jakke,” skriver politiet i pressemeddelelsen. Hendes bil er en sort Suzuki Swift, årgang 2015 med registreringsnummer AV 33768.

Oplysninger i sagen skal rettes til Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu