ANNONCE

Dykkere gør historisk nazi-fund

4. december 2020 12:14 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Fundet har formentlig ligget på havbunden i 75 år.

Dykkere har hentet en såkaldt Enigmamaskine op fra bundet af Gelting bugt ved Tyskland. Det skriver Daily Mail.

Egentlig var dykkerne i vandet for at fjerne fiskenet, der truede det lokale dyreliv. En opgave de havde fået af WWF Verdensnaturfonden, der har brugt de seneste år på blandt andet at fjerne fiskenet fra det Baltiske Hav.

Gabriele Dederer, repræsentant for WWF Verdensnaturfonden, fortæller Daily Mail, at fiskenet efterladt på havbunden er en dødelig fælde for havets dyr, og at nettene ofte bliver viklet ind i alverdens ting under vandet, eksempelvis stykker af træ og store sten.

– Enigmamaskinen er ubestridt vores mest fascinerende historiske fund, siger Gabriele Dederer til Daily Mail.

Nem i brug

Som man kan se på billederne til denne artikel, ligner en Enigmamaskine en gammel skrivemaskine. Videnskab.dk skriver, at maskinen var så brugervenlig, at enhver telegrafist kunne sende kodede beskeder og modtage kodede beskeder og afkode dem. Man kan hos Videnskab.dk læse mere om, hvordan maskinen fungerede, og hvad den oprindeligt blev udviklet til. Under Anden Verdenskrig brugte tyskerne den til at kommunikere uforstyrret, uden at de allierede kunne følge med.

Den Enigmamaskine, der nu er hevet op fra havbunden, blev først observeret af en sonar, og siden hentet op af dykkere, fra virksomheden Submaris, der specialiserer sig i arbejde under vand.

Florian Huber, der er dykker for Submaris, fortæller, at maskinen formentlig havnede på havbunden i maj 1945. I den periode sænkede tyskerne en hel del ubåde, for at de ikke skulle falde i de allieredes hænder.

– Vi tror, at vores Enigmamaskine røg over bord i den forbindelse, siger Florian Huber til Daily Mail.

Florian Huber er ganske begejstret for fundet af maskinen. Han fortæller, at der ikke findes mange af dem i dag.

– Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle finde en Enigmamaskine, siger Florian Huber.

Maskinen er nu blevet sendt til et museum i Schleswig, hvor den skal stå, og hvor den skal undersøges nærmere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu