Dyttede vildt: Varevogn kører ind i cyklister

12. juni 2018 09:39 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Politiet har den opfattelse, at det skete med fuld overlæg.

Dyttede vildt: Varevogn kører ind i cyklister
En 22-årig mand påkørte med sin varebil en flok motionscyklister. Politiet undersøger om han gjorde det med vilje. Foto: Colourbox (Modelfoto)

Midt- & Vestjyllands Politi har anholdt en 22-årig mand, der efter politiets opfattelse mandag aften bevidst kørte ind i en flok motionscyklister.

Det skete på Vildbjergvej ved Gødstrup nær Herning, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge politiet kom en hvid Peugeot-varevogn bagfra og dyttede vildt. Herefter overhalede bilisten gruppen af motionscyklister. Cirka halvvejs drejede bilisten skarpt ind i flokken, hvorved flere af cyklisterne væltede.

Flere af cyklisterne måtte en tur forbi skadestuen, men ingen kom alvorligt til skade.

Kvindelig bilist fælder fører af varebil

Bilisten stak af fra stedet. Men blev fældet af en kvindelig bilist, der mødte varebilen inde i Herning, hvor bilisten kørte over for rødt. Kvinden nåede at notere bilens registreringsnummer.

Kvinden stoppede ved uheldet og gav oplysningerne om bilisten videre til politiet. Herefter lykkedes det en patrulje at stoppe føreren af varebilen, der var en 22-årig mand. Han havde ikke noget kørekort og politiet mistænkte ham for at være påvirket af både spiritus og narko.

Manden har dog ikke været samarbejdsvillig ved afhøringen og vil ikke snakke med politiet, skriver Ekstra Bladet.

Det er dog politiets opfattelse, at manden bevidst kørte ind i cyklisterne.

Den 22-årige mand har fået en række sigtelser præsenteret for sig – blandt andet at køre over for rødt, kørsel i påvirket tilstand og kørsel uden gyldigt kørekort.

Politiets jurister skal vurdere om den 22-årige skal sigtes for at have påkørt cyklisterne med fuldt overlæg eller forsætligt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu