ANNONCE

Edderkoppeskræk: To biler kørt sammen

29. juli 2020 21:26 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En kvinde mærkede en edderkop og blev forskrækket.

Edderkoppeskræk: To biler kørt sammen
Edderkopper er for mange et skræmmende kræ. Genrefoto: Scanpix

Araknofobi er noget værre noget. Ikke blot er det en film fyldt med kriblende og krablende edderkopper. Det er sådan set også en frygt for de ottebenede, og det kan være nok så slemt at døjes med.

Om en 50-årig kvinde fra Store Heddinge på Stevns decideret lider af araknofobi er uvist, men Midt- og Vestsjællands Politi har dog i sin døgnrapport rubriceret en historie som “araknofobi udløste uheld”, og det er en historie, der vækker opsigt.

Uheldet skete på Bjergvej ved Klippinge kort før klokken 12 tirsdag, og anmelder mente, at det var noget alvorligt, skriver politiet. Der var i hvert fald tale om et frontalt sammenstød. Heldigvis viste det sig ikke at være så alvorligt, og to biler var med lav hastighed stødt delvis frontalt sammen.

“En 50-årig kvinde fra Store-Heddinge kørte med lav hastighed i en personbil ad Bjergvej mod vest, da hun trak lidt over i modsatte kørebanehalvdel i bymæssig bebyggelse. Her kørte en 55-årig mand fra Køge i en varebil med meget lav hastighed i modsat retning og blev påkørt på venstre del af fronten af den 50-åriges bil”, skriver politiet.

På grund af anmeldelsens overdrevne karakter blev der sendt to ambulancer til stedet – men der blev ikke brug for dem. Der var blot tale om knubs og materielle skader.

Årsagen til uheldet skal – ifølge kvindens forklaring – findes i, at hun mærkede en edderkop, der pludselig kravlede op ad hendes ene ben. Det gjorde hende uopmærksom, og så trak hendes bil ellers over i modsatrettet kørebane.

Det fremgår ikke, om politiet fandt frem til den skyldige.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu