ANNONCE

Effektive Tauson klar til ny turnering

14. marts 2021 10:45 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Clara Tauson er klar til ny WTA-turnering efter triumfen i Lyon for en uge siden. Denne gang er det i Rusland.

Effektive Tauson klar til ny turnering
Sådan så det ud for en uge siden i Lyon, da Clara Tauson vandt sin første WTA-titel i karrieren. Nu kan hun jagte endnu en titel i Rusland. Foto: Alexandre Hergott/AFP

Clara Tauson er klar til at følge op på sidste uges WTA-triumf i Lyon, efter at hun søndag spillede sig ind i hovedturneringen ved WTA-turneringen i russiske Sankt Petersborg.

Trods problemer i første sæt viste 18-årige Tauson både mod og styrke på de vigtige bolde mod den rutinerede hollænder Lesley Pattinama Kerkhov. Det sikrede dansk sejr på 7-5, 6-2.

En ikke let opgave

29-årige Pattinama Kerkhov er som nummer 104 i verden otte pladser dårligere rangeret end Tauson, men hollænderen har tidligere været oppe som nummer 58 i verden.

Med andre ord var det ikke en let opgave for danskeren.

Tauson kom skidt fra start i kampen og blev brudt allerede i første serveparti. Hun måtte endda afværge to breakbolde for ikke at komme bagud med 0-3.

Den svære reducering til 1-2 fik vækket danskeren, som straks efter brød sin modstander overbevisende på første breakbold.

Det mindede lidt om første sæt af Tausons kamp lørdag med mange servegennembrud. Og danskeren må næsten have følt lidt deja-vu i sættets slutning.

For præcis som i kampen mod Ekaterina Shalimova blev danskeren brudt, så modstanderen kunne serve sættet hjem. Men ligesom lørdag hankede danskeren op i sig selv og snuppede resten af partierne til sætsejr på 7-5.

Hun udviste en bemærkelsesværdig effektivitet på sine breakbolde. De fire servegennembrud i sættet blev sikret på lige så mange breakbolde. Til sammenligning udnyttede hollænderen kun 3 af 11 muligheder.

Begge spillere i problemer

Begge spillere havde store problemer med at vinde point på egne førsteserver, men det ændrede sig især for Tausons vedkommende i andet sæt.

Tauson vandt 12 ud af 12 point i andet sæt, når førsteserven kom i spil, og det banede vejen for, at hun ikke afgav en eneste breakbold til hollænderen.

Selv fortsatte hun med at være effektiv, når chancen bød sig i modstanderens serv.

Hun skulle blot brug én chance til at bryde til 4-2, og selv om hun måtte bruge to matchbolde i Pattinama Kerkhovs serv to partier senere, hev en sikkert sejren hjem.

Hovedturneringen i Sankt Petersborg indledes mandag. Clara Tauson er rangeret som nummer 96 i verden. Det er hendes højeste placering i karrieren.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu