ANNONCE

Efter dyr lærestreg: Tina får kort fra ‘Fartbøllen’

2. april 2021 11:48 | Af: Maiken Krongaard, mk@newsbreak.dk

"Ingen fortjener at blive udsat for sådan en fare," lyder det fra den brødebetyngede fartbølle i kortet, som fulgte med en gavekurv

Se billeder af den fine gavekurv og kortet i galleriet ovenfor.

52-årige Tina Filsø fik sig en stor og glædelig overraskelse, da hun fandt en fin gavekurv med lækkerier og et kort ude foran hendes dør.

Hun blev især overrasket over, hvem kurven var fra. Kortet var nemlig underskrevet “Fartbøllen”.

“Har man penge til et nyt kørekort, har man også penge til at takke for en hård lærestreg,” indleder “Fartbøllen” kortet.

“Fartbøllen” er en ung mand, som kørte alt for stærkt forbi Tina Filsøs hjem i den lille by Gelballe ved Lunderskov.

-Kræver selvindsigt og mod

Tina Filsø er fuld af beundring for den flotte gestus.

– Al respekt til den unge mand. Det kræver alligevel noget selvindsigt og noget mod, påpeger hun over for Newsbreak.dk og fortsætter:

– De fleste mennesker ville nok blive så sure på sig selv og bekymre sig om konsekvenserne.

Fakta

Det står der i kortet

Har man penge til et nyt kørekort, har man også penge til at takke for en hård lærestreg.

Ved denne gode gerning at bestille en ATK-vogn. Det har givet en livslæring!!!

INGEN fortjener at blive udsat for sådan en fare.

Så her er lidt at starte påsken på.

God weekend.

– Fartbøllen

Tina Filsø ved faktisk godt, hvem “Fartbøllen” er, for hun befandt sig tilfældigvis i haven, da han blev blitzet.

Den unge mand steg ud af sin bil og spurgte brødebetynget, hvor galt det var gået, og hentydede til, hvor høj farten havde været.

Han havde kørt næsten 100 kilometer i timen i en byzone, hvilket er meget langt over det tilladte.

“Ingen fortjener at blive udsat for sådan en fare, så her er lidt at starte påsken på,” skriver “Fartbøllen” i kortet.

Fartbøllens livslæring: Sænk hastigheden

Tina Filsø har gennem lang tid oplevet store problemer med bilister, som suser forbi hendes hjem i al for høj fart.

Derfor har hun tidligere anmodet politiet om at stille en ATK-vogn til rådighed, som kan få fartbøllerne i fælden.

Men denne gang var det faktisk ikke hende selv, der havde kontaktet politiet.

Det lader dog til, at “Fartbøllen” troede det.

I hvert fald skriver han i kortet, at Tina Filsø har gjort en god gerning ved at tilkalde ATK-vognen, og at det har givet ham “en livslæring”.

Som den unge mand selv beskriver, så er Tina Filsø overbevist om, at han har lært af hændelsen, og hun opfordrer andre bilister til at sænke hastigheden:

– Jeg vil gerne appellere til, at man ikke kører så hurtigt – især ikke gennem en lille by, hvor der går kvinder med barnevogne på gaden, og der er legende børn på vejene, lyder opfordringen.

Se billeder af den fine gavekurv og kortet i galleriet ovenfor.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu