Efter flere drab: Politiet anholder to mænd

21. juni 2019 18:27 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

To mænd er anholdt og sigtet for drab begået i Vemmelev og Ruds Vedby.

To mænd er fredag eftermiddag blevet sigtet og anholdt for to særdeles omtalte drab begået i henholdsvis Ruds Vedby den 21. april og i Vemmelev den 16. juni. Begge på Sjælland.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

I forbindelse med drabet i Vemmelev blev den dræbte endeligt identificeret tidligere fredag. Det viste sig, som formodet, at være husets 80-årige beboer, der var blevet dræbt.

Særlig gruppe nedsat

Grundet lighederne mellem de to sager valgte politiet tirsdag at nedsætte en særlig gruppe, der skulle se på sammenhængen mellem sagerne.

I løbet af det første døgn fik politiet godt 40 tips fra vidner. De fleste henvendelser handlede om vidner, der på den ene eller anden måde har været i nærheden af eller er kørt forbi adressen på Slagelse Landevej ved Vemmelev, hvor den 80-årige blev fundet dræbt i et udbrændt stuehus søndag.

Derudover har man været i tæt dialog med nabokredsen Midt- og Vestsjællands Politi, hvor et lignende drab blev begået i Odsherred i februar. De to mænd er dog ikke sigtet for dette drab.

– Vi kan sige, at der er noget omkring drabene – ud over ildspåsættelsen – som gør, at vi finder det fornuftigt at slå vores efterforskning sammen, sagde Kim Kliver tirsdag.

– Der er brugt samme fremgangsmåde, hvor offeret er blevet slået ihjel, og gerningsmanden eller -mændene derefter har sat ild til huset, sagde han.

Mystisk brand

Fra begyndelsen var branden i Vemmelev mystisk. Nærmest omgående blev der kaldt efterforskere fra politiet til brandstedet, fordi der var nogle mystiske omstændigheder ved sagen, men det skulle man nu ikke lægge for meget i, forklarede politiet til Newsbreak.dk allerede søndag.

Artiklen fortsætter under videoen

Efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fortalte, at det er normal procedure, når en person findes død ved en brand, at efterforskere rykker hurtigt ud. Det handler om blandt andet sporsikring, der i forvejen er svært i brande.

– Vi kan ikke konkludere noget for nuværende, før vores undersøgelser er tilendebragt. Derfor kan vi heller ikke udelukke, at der er sket noget kriminelt, sagde Ravn-Nielsen.

I Ruds Vedby brændte 68-årige Kiehn Georg Andersens hus ned. Den vellidte møntsamler var dog ingen steder at se. Hans lig blev siden fundet i en grusgrav og havde tydelige spor efter at være blevet dræbt.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil senere fredag afholde et kort pressemøde om sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu