ANNONCE

Efter grov udnyttelse: Stadig ingen kontrol

8. juli 2020 08:13 | Af: Newsbreak.dk

Minister lover, at der nu sættes gang i kontroller af snyd og udnyttelse af kinesiske kokke efter corona-krisen har udsat indsatsen. De første 20 kina-kokke skal dog først interviewes til august.

Efter grov udnyttelse: Stadig ingen kontrol
Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil have yderligere kontrol med sagerne. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Citathistorie: Fagbladet 3F.

I januar lovede Udlændinge- og Integrationsministeren, at myndighederne ville lave stikprøvekontrol på 100 kinesiske kokkes vilkår i Danmark.

Det skulle ske for at modvirke omfattende lønsvindel og udnyttelse af kokkene, som er kommet til landet på den såkaldte “beløbsordning”.

Men et halvt år senere er status, at den særlige stikprøvekontrol først nu skal til at gå i gang, og først til august bliver de første kokke interviewet.

Det fortæller Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til Fagbladet 3F.

– Efter Fagbladet 3F’s afsløringer besluttede jeg, at vi skulle have en ekstra grundig kontrol af 100 sager. Den kontrol er desværre blevet forsinket på grund af corona-pandemien, siger ministeren og fortsætter:

– Men jeg glæder mig over, at de ansatte i styrelsen (SIRI, red.) nu kan møde fysisk ind på arbejde igen. Dermed kan de nemlig også begynde at gennemføre interviews med udlændingene i de sager, der skal kigges ekstra grundigt efter i sømmene. Og derfor kan vi nu for alvor kan komme i gang med at få kigget nærmere på disse her sager. Det er rigtig godt, siger han.

Ulovlige vilkår

I vinters kom det frem, hvordan kinesiske kokke og deres ægtefæller i Danmark arbejder syv dage om ugen i 10-12 timer om dagen for omkring 20 kroner i timen – selv om reglerne foreskriver, at de skulle have en høj månedsløn på over fire gange så meget, som kokkene tjente.

Ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som står for at kontrollere og godkende udenlandsk arbejdskraft i Danmark, bliver de første interview først udført til august i år.

– SIRI har i første omgang udvalgt ca. 20 sager, som bliver indkaldt til et interview. Interview af kokke med gyldig opholdstilladelse påbegyndes i august 2020, skriver SIRI i et mailsvar til Fagbladet 3F.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu