ANNONCE

Efter seks ulykker: Ikea tilbagekalder kommode

5. marts 2020 14:42 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Ikea tilbagekalder 970.000 kommoder i USA og Canada.

970.000 kommoder af modellen Kullen tilbagekaldes nu af Ikea i USA og Canada.

Det sker efter seks ulykker, hvor kommoden er væltet, når børn har haft fat i den. Det skriver CBS News.

Ingen er dog kommet alvorligt til skade ved ulykkerne. Én resulterede i en mindre flænge, mens en anden resulterede i mindre flænger og skrammer.

Ulykkerne er sket, fordi Kullen-kommoden ikke har været fastspændt ordentligt til væggen.

Dermed risikerer børn at komme til skade, eller i værste fald dø, hvis den vælter over dem, skriver det amerikanske forbrugertilsyn CPSF.

Minder om Malm

Tidligere har Ikea i USA tilbagekaldt 17 millioner eksemplarer af blandt andet kommoden Malm.

Det skyldtes en række ulykker, heriblandt otte dødsulykker, hvor kommoderne var tippet over børn.

I mange andre lande – heriblandt Danmark – sælges kommoderne fortsat.

– Når vi ikke foretager et tilbagekald af kommoderne i Danmark skyldes det, at vores produkter overholder alle obligatoriske sikkerhedskrav, har Markus Ekewald, der er salgschef i Ikea Danmark, tidligere udtalt.

Ikeas pressetalsperson Rikke Andersen siger til TV2, at produkterne ikke fejler noget, og at Ikea gør tydeligt opmærksom på, at de skal spændes fast.

– Forbrugerne er måske lige det mere opmærksomme i Danmark end i USA, som er et helt andet marked i forhold til kultur, siger Rikke Andersen til TV2 som begrundelse for, at de ikke bliver trukket tilbage i Danmark.

Forlig til 300 millioner

I januar 2020 indgik Ikea forlig med forældrene til Jozef Dudek, der døde to år gammel, da en Ikea-kommode væltede ned over ham. Ikea betaler familien 46 millioner dollars, mere end 300 millioner kroner, i erstatning.

– Vi savner ham så meget. Vi havde aldrig troet, at en 2-årig kunne få en lille kommode til at vælte og kvæle ham. Det var først senere, at vi fandt ud af, at møblet ikke levede op til sikkerhedsstandarder, og at det var sket for andre børn, sagde Jozefs mor, Joleen, til USA Today.

Stadig til salg i Danmark

Ligesom Malm-kommoden er også Kullen-kommoden fortsat til salg i Danmark.

På Ikeas hjemmeside fremgår følgende advarsel dog på produktsiden:

“ADVARSEL! Møbler, der ikke er fastgjort til væggen, kan vælte. Alle møbler skal fastgøres til væggen med det medfølgende sikkerhedsbeslag, så de ikke vælter.”

Ikea Danmark oplyser til Newsbreak.dk, at Ikea ikke har identificeret nogle stabilitetsrelaterede hændelser kommoden i Danmark, hvor den fortsat er til salg.

Det oplyses samtidig, at kommoden overholder de stabilitetskrav, der gør sig gældende i Danmark.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu