ANNONCE

Efter to drab: Det er vi opmærksomme på

30. juli 2020 21:23 | Af: Newsbreak.dk

Onsdag i sidste uge blev en 25-årig og en 42-årig mand dræbt i Aarhus. Drabene formodes stadig at have tilknytning til det kriminelle miljø.

Efter to drab: Det er vi opmærksomme på
Mændene blev slået ihjel samme dag i to sager, der ifølge politiet ikke har noget med hinanden at gøre. Foto: TV2 Østjylland

Citathistorie, TV2 Østjylland:

Østjyllands Politi har siden onsdag i sidste uge søgt efter vidner i forbindelse med to drab og to bilbrande i Aarhus, og det har båret frugt.
– Vi har fået henvendelser i den anledning. Og efterforskningen kører fortsat og er i fremdrift, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Onsdag aften i sidste uge blev den 25-årig rapper Shmur med det borgerlige navn Abukar Ali ramt af skud på en parkeringsplads ved Jydsk Væddeløbsbane i den sydlige del af Aarhus. Han døde i ambulancen på vej til sygehuset.

Mindre end ni timer senere blev det 42-årige prøvemedlem af rockergruppen Satudarah ‘Mudi’ dræbt af knivstik ved en parkeringsplads på Lenesvej i Brabrand i den vestlige del af byen.

Ifølge Østjyllands Politi er deres teori stadig, at drabene har tilknytning til kriminelle miljøer, men at de to drab ikke har noget med hinanden at gøre.

– Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på, om der er noget, der skal hævnes. Men jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad vi gør i den forbindelse, siger politiinspektøren.

Han mener dog ikke, at almindelige mennesker skal være bange for at færdes i områderne.

– Vi har haft vores mobile politistation ude dagen efter drabene, og der har vi talt med borgerne, og selvfølgelig spørger de ind til, hvad der foregår, og vi siger, at der ikke er noget at være bekymret for som almindelige borgere. Det er sket i kriminelle miljøer, siger Michael Kjeldgaard

Samme aften, som drabene skete, var der brand i en bil i Rasborgvej 16 i Solbjerg og ved Pindsmøllevej 31 i Edslev ved Hørning, og politiet formoder, at de har forbindelse til drabene.

Otte personer var torsdag morgen i sidste uge anholdt i relation til sagerne. De blev dog alle løsladt i løbet af dagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu