Efter ulykkesfyldt mandag: Nu advarer politiet mod endnu en farlig situation

13. marts 2018 06:55 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Du skal være opmærksom.

Mandag blev et sandt mareridt for danske bilister, og to personer blev dræbt, mens 25 andre var kvæstet efter et hav af ulykker i den tætte tåge. Tirsdag er det ikke kun tågen, den er gal med, men for hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) lyder de formanende ord:

– Pas på de sjællandske veje, for de er meget våde.

Ordene kommer fra Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog hos netop DMI, og noget tyder på, at hun har fat i den lange ende. I hvert fald advarer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter om, at der i kredsen er særligt god grund til at være årvågen tirsdag morgen.

Der ligger meget vand på vejene i kredsen, så kør efter forholdende“, lyder meldingen.

Oplysningen falder oven på, at der i en halv time var spærret på Hovedvejen mellem Næstved og Vordingborg ved byen Lundby, fordi der skulle ryddes op efter et færdselsuheld. Beredskabsstyrelsen Sjælland har i løbet af natten været udstationeret i det sydsjællandske til flere lænseopgaver.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver – også på Twitter – at der omkring motorvejen ved Vejen er meget nedsat sigtbarhed. Det samme siger Mette Wagner.

– Dog er det slet ikke så slemt som mandag, fortæller hun Newsbreak.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu