Efterforsker knivstik: Mand i alvorlig tilstand

18. august 2019 14:22 | Af: Ritzau Fokus

Offer for knivstikkeri blev fundet liggende blødende på gaden, oplyser efterforskningsleder.

Del:

En 29-årig mand er natten til søndag blevet stukket ned med kniv på Vesterbro i København, oplyser politiet.

Se mere video hos Local Eyes.

Efterforskningsleder Kenneth Jensen fra Københavns Politi betegner mandens tilstand som “alvorlig”.

Klokken 03.56 fik politiet en anmeldelse om “noget uorden” på Slesvigsgade på Vesterbro.

Da betjente kom frem til området, fandt de offeret for knivstikkeriet liggende blødende på hjørnet af Slesvigsgade og Slien.

– Han blev behandlet af en læge på stedet, før han blev bragt på hospitalet, hvor han er under behandling nu. Af gode grunde har vi derfor endnu ikke haft lejlighed til at tale med ham, sagde efterforskningslederen klokken 05.30.

Knivstikkeriet er sandsynligvis sket i forbindelse med en fest, der blev holdt i lokaler på adressen Slesvigsgade 12.

Teknikere og hunde blev tilkaldt, og en stribe vidner blev afhørt. I forbindelse med efterforskningen blev en mand på 27 år anholdt og sigtet for knivstikkeriet, oplyser vagtchef Jesper Frandsen søndag formiddag.

Den anholdte fremstilles i et grundlovsforhør i Dommervagten, hvor en anklager vil bede om fængsling af manden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu