Efterlyst 40-årig kvinde kørt hjem af politi

18. marts 2019 17:42 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet ledte efter en 40-årig kvinde, der var forsvundet og muligvis er i chok efter et uheld.

Efterlyst 40-årig kvinde kørt hjem af politi
Politiet efterlyser 40-årig. Arkivfoto

Opdatering klokken 18.09:

Politiet oplyser nu via Twitter, at den 40-årige kvinde er blevet fundet i god behold. Hun bliver kørt hjem til familien af Nordsjællands Politi, der takker alle, der ledte efter hende. Kvinden blev fundet i området, hvor hun forsvandt.

Original artikel: 

En 40-årig kvindes børn blev ikke som ventet hentet i institution, og det undrede børnenes far – kvindens mand – og da han pludselig får fat på hende, fornemmer han, at noget er galt.

Kvinden virker konfus og siger ikke meget andet end, at hun går rundt i en ikke nærmere specificeret skov. Desuden siger hun også, at hun har været involveret i et trafikuheld ved Godhavn Station i Nordsjælland.

Det fortæller David Buch, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Newsbreak.dk. Politiet har hundepatruljer i området, der leder efter kvinden, som er væk.

I den forbindelse appellerer politiet til offentligheden. “Nogen kan jo have set hende”, som Buch konstaterer.

Kvinden er 40 år gammel, 168 centimeter høj og har langt, brunt hår. Hun er iført en mørk dunjakke. Det eneste, politiet ved, er, at kvinden gik fra stationen i Tisvilde i sydlig retning.

Trafikuheldet er sket klokken 15.15, men politiet har ikke været involveret, siger David Buch. Det vil sige, at involverede parter selv har håndteret det. Efterfølgende er kvinden så forsvundet.

Hvis du ved noget, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu