ANNONCE

Efterlyst dansker anholdt i Brasilien 27 år efter drab

7. februar 2020 14:26 | Af: Ritzau Fokus

En dansk mand mistænkes for et drab begået i 1993 i Portugal. Næsten tre årtier senere er han blevet anholdt.

Efterlyst dansker anholdt i Brasilien 27 år efter drab
Politiet har anholdt en mand. Foto: Colourbox

Københavns Politi har fået et bemærkelsesværdigt gennembrud i en 27 år gammel drabssag fra Sydeuropa.

Artiklen fortsætter under videoen.

I sommeren 1993 blev en dansk mand dræbt i Portugal. En anden dansker – Rasmus Kierkegaard Kristiansen – blev mistænkt for drabet.

Men han forsvandt og har siden været internationalt efterlyst.

Vil have ham udleveret

Efter næsten tre årtier er han nu blevet anholdt i Brasilien, og dansk politi er i dialog med de brasilianske myndigheder om at få ham udleveret til Danmark.

Det oplyser Københavns Politi til B.T.

Det var 37-årige Erik Højer Christensen, der blev dræbt. Ifølge oplysninger fra politiet blev han efterfølgende parteret med en fukssvans.

Forud for drabet var Rasmus Kierkegaard Kristiansen og Erik Højer Christensen sammen kørt fra England, hvor sidstnævnte boede.

Dræbt og parteret

De satte kurs mod det nordlige Portugal, fordi Erik Højer Christensen angiveligt havde en idé om, at der ville være en stor fortjeneste ved at købe brugte, tyske luksusbiler og sælge dem i Sydeuropa, skriver B.T.

Men da de ankom til Portugal, blev Højer Christensen dræbt og parteret.

Hans underkrop blev to uger senere fundet i et skovområde øst for havnebyen Porto.

Resten af liget er aldrig fundet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu