Efterlyst kvinde er nu fundet død

7. januar 2019 09:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Nordjyllands Politi har ledt intensivt efter en 92-årig kvinde, siden hun gik fra Plejecentret Sofiegården i Aalborg søndag. Nu er hun fundet død.

Siden søndag har Nordjyllands Politi haft en intenst eftersøgning i gang af en 92-årig kvinde, der omkring klokken 13 forlod Plejecentret Sofiegården i Hasseris-området ved Aalborg.

Mandag formiddag oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, at den 92-årige kvinde nu er fundet og er død.

“Den ældre kvinde blev fundet af politiets hundepatruljer i et grønt område 5-600 meter sydvest for Plejecentret Sofiegården”, skriver politiet i pressemeddelelsen.

– Der blev ydet førstehjælp, men desværre stod kvindens liv ikke til at redde. Der er ikke nogen tegn på, at der skulle være begået en forbrydelse, udtaler Per Jørgensen, KSN-leder.

Kvindens pårørende er underrettet.

Nordjyllands Politi takker for borgernes og mediernes hjælp i forbindelse med eftersøgningen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu