Efterlyst: To markante kunstværker stjålet

10. januar 2019 10:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Museumsdirektør kalder begge værker for uerstattelige.

Efterlyst: To markante kunstværker stjålet
Det er dette kunstværk, Rolexgate, der sammen med en kæmpe Kay Bojesen-abe er blevet stjålet fra museet Trapholt i Kolding. Arkivfoto: Scanpix..

Sydøstjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp efter to indbrud på kunstmuseet Trapholt i Kolding.

Natten til den 10. december 2018 begik flere gerningsmænd indbrud mod museet, og der blev blandt andet stjålet en cirka 30 kilo tung Kay Bojesen abe.

Igen den 1. januar 2019 klokken 00.03 blev der begået indbrud på Trapholt Museum, hvor værket ”Rolexgate” af kunstneren Marco Evaristti blev stjålet af formentlig to gerningsmænd.

Gerningsmændene kan have cyklet til gerningsstedet, hvor nogen måske kan have set personer omkring Trapholt eller personer, som cyklede i området omkring Trapholt.

Politikommissær Brian Skovrup Christensen, Sydøstjyllands Politi oplyser til Newsbreak.dk, at man lige nu efterforsker sagen bredt.

– Vi kigger på sagen med den store vifte lige nu og håber, at vi kan få nogle henvendelser fra offentligheden. Vores efterforskninger går i mange retninger, og vi har endnu ikke besluttet, om vi også skal efterlyse kunstværkerne internationalt, siger Brian Skovrup Christensen.

Uerstattelige

Museumsdirektør på Trapholt, Karen Grøn siger til Newsbreak.dk, at hun meget håber, at værkerne kommer tilbage igen, da de begge er uerstattelige.

Kay Bojesen-aben er et udlån til en aktuel udstilling museet har netop nu om Kay Bojesen mens “Rolexgate” er en del af museets faste samling.

– Kay Bojesen-aben er i sagens natur meget stor, når den vejer 30 kilo. Der er tale om en original fra Kay Bojesens eget værksted. Den er ret speciel og et ægte samlerobjekt. Den er derfor også nem at genkende, siger Karen Grøn, der om det stjålne kunstværk “Rolexgate” fortæller:

– “Rolexgate” er som værk helt specielt. Marco (kunstneren Marco Evaristti, der selv er jøde/ red.) var på en rejse til Østrig, hvor han kom forbi en nazi-samler. Her så han et glas med tænder i. Det viste sig at være guldtænder fra jøder i koncentrationslejren Auschwitz. Han købte derfor tænderne og har efterfølgende købt flere tænder i Tel Aviv i Israel, som han også har fået smeltet om. Han har derefter brugt guldet til at støbe indgangen til Auschwitz. I midten har han placeret et Rolex-ur fra 1941, der symboliserer Schweiz’ neutralitet og lavet et tog i hvidguld med diamanter, der kører ind i koncentrationslejren for at symbolisere det tyveri, der blev begået mod jøder under 2. verdenskrig, forklarer Karen Grøn.

Rolexgate er støbt i 18 karat guld og vejer 2,4 kilo.

– Det er uerstatteligt. Og forhåbentlig meget svært at sælge, siger Karen Grøn.

Ikke en militærbase

Spørgsmål: Får de to indbrud jer til at lave noget om i forhold til sikkerheden på museet?

– Trapholt er sikret efter alle kunstens regler og foreskrifter. Jeg kan ikke kommentere hvordan vi har sikret værker, men det sker på linje med andre museer. Omvendt er vi jo heller ikke en pigtrådsindhegnet militær-base, siger Karen Grøn.

Har man oplysninger i sagen beder Sydøstjyllands Politi om at blive kontaktet på telefonnummer 114.

Newsbreak.dk forsøger at få en kommentar fra kunstneren til “Rolexgate”, Marco Evaristti.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu