ANNONCE

Eftersøgning slut: 39-årig stadig savnet

30. juli 2020 16:52 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Den aktive eftersøgning er nu stoppet af politiet, der ikke har fundet hverken spor eller ledetråde.

Eftersøgning slut: 39-årig stadig savnet

OPDATERING: Manden er fundet i god behold. Newsbreak.dk har derfor fjernet billedet af ham samt fulde navn.

39-årige Nicki XX mødte mandag morgen ikke op i den daginstitution i Slagelse, hvor han er ansat. Det fik institutionen til at kontakte politiet, for det ligner bestemt ikke den 39-årige mand, der er bosat i Sorø.

Han blev hurtigt eftersøgt af politiet og også efterlyst i offentligheden, da det viste sig, at mandens telefon var blevet efterladt i hjemmet i Sorø, hvor han senest er set søndag aften. Siden er han sporløst forsvundet.

Faktisk så sporløst, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der har ledt intensivt efter manden med helikoptere, dykkere, hunde og patruljer, endnu ikke har fundet nogle indikationer på, hvor han kan være.

Derfor blev den aktive del af eftersøgningen torsdag standset. Det bekræfter Lars Westerweel, vagtchef i politikredsen, til Newsbreak.dk torsdag eftermiddag. En aktiv eftersøgning vil kun blive igangsat, hvis politiet får tegn på eller tip om et specifikt område, den 39-årige kan være i.

– Så det håber vi, vi får, siger vagtchefen.

Frygter det værste

Det faktum, at Nickis telefon befinder sig på hans bopæl i Sorø, gør også, at politiet formoder, han skal findes i lokalområdet. Derfor har de mange og lange eftersøgninger været koncentreret omkring Sorø.

Ifølge SN.dk, der har talt med flere af den 39-årige mands familiemedlemmer, ligner det overhovedet ikke Nicki at forsvinde på den måde. Politiet har tidligt i forløbet luftet frygten for, at der er hændt manden en ulykke.

“Vi frygter, at der kan være tilstødt Nicki noget og er taknemmelig for al hjælp”, skrev politikredsen på Twitter tidligere på ugen.

Siden er der blevet søgt intensivt i soranske afkroge. Onsdag eftermiddag var der eksempelvis en stor eftersøgning i Grydebjerg Skov ved Parnasvej.

Nicki beskrives som 39 år gammel. Han har langt hår i hestehale. Han er iført gråt joggingtøj og en North Face-jakke. Ser du ham, skal du kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefonnummer 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu