Arbejdsløsheden stiger

Ifølge en tidlig indikator ser ledigheden i Danmark ud til at være steget igen i december

Udgivet Opdateret

Antallet af ledige ser ud til at være steget igen i december, viser en tidlig indikator fra Danmarks Statistik.

Efter en stigning i november var der ifølge indikatoren også en stigning på 2600 personer i december.

Samtidig er der noget, der tyder på, at stigningen i november var større end først antaget. Da Danmarks Statistik sendte sin tidlige indikator ud for november, viste den en stigning på 1800 personer. Det er nu opjusteret til 3100.

Forsinkede tal

Til sammenligning viste de officielle ledighedstal, at der samlet set var lidt over 77.000 ledige i november.

Indikatoren er ikke det samme som de officielle ledighedstal. Det skyldes, at der ikke er samme datamængde tilgængelig endnu.

Indikatoren kommer 10-12 dage efter en måned er overstået, mens den officielle statistik kommer yderligere 20 dage efter det.

Stort problem

Holder indikatoren stik, varsler det ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, et større problem for dansk økonomi.

- Dagens ledighedstal er et rigtig øv-tal, der viser at inflationskrisen har udløst en ganske tydelig stigning i ledigheden hen i mod slutningen af 2022.

- Vi forventer desværre, at der er tale om en længerevarende vending i ledigheden, der vil strække sig ind i både 2023 og 2024.

Færre stillinger

Ifølge Dansk Erhvervs forventninger, vil ledigheden i 2023 vokse med 35.000 personer.

Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, peger på, at den stigende ledighed falder sammen med, at der er færre stillingsopslag.

Tal fra Jobnet viser, at der i december var 20 procent færre stillingsopslag end for et år siden.

- Det fortæller om et arbejdsmarked, der bestemt ikke viser de samme stærke takter i slutningen af 2022 som i starten af 2022, siger Jeppe Juul Borre.

Stadig nær det laveste

Med til billedet hører dog, at hvis man ser bort fra de usædvanlige tilstande, der har hersket siden corona-pandemiens udbrud i starten af 2020, står det danske arbejdsmarked stadig stærkt.

- Ledigheden er stadig noget nær den laveste siden 2008. Der bliver i historisk kontekst stadig slået mange stillinger op. Bare ikke lige så mange som for et år siden, siger han.

Flere bliver arbejdsløse, og der bliver færre jobs at slås om.
Flere bliver arbejdsløse, og der bliver færre jobs at slås om.

Har du ret til dagpenge?

For at være berettiget til dagpenge, skal du leve op til disse kriterier:

  • Være registreret som arbejdssøgende i dit lokale jobcenter fra den første dag, du er ledig
  • Have været medlem af en a-kasse i mindst ét år
  • Som lønmodtager have fået indberettet mindst 228.348 kr. som A- eller B-indkomst (2018) til indkomstregistret inden for de sidste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, er beløbet 152.232 kr. (2018). Du kan dog højst medregne 19.029 per måned (2018), hvis du er fuldtidsforsikret, og 12.686 kroner per måned (2018), hvis du er deltidsforsikret.
  • Hvis din dagpengeret er udløbet, og du skal genoptjene retten til dagpenge: Som lønmodtager skal du have fået indberettet mindst 1.924 løntimer  inden for de sidste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, er timetallet 1.258 timer
  • Som selvstændig erhvervsdrivende skal du have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger indenfor de sidste tre år.
  • Stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a. at du skal søge og kunne overtage arbejde med dags varsel.
  • Tjekke jobforslag mindst hver 7. dag.
  • Have et fyldestgørende og godkendt CV senest to uger efter, du er tilmeldt som ledig i jobcentret.

Kilde: Borger.dk

Powered by Labrador CMS