Fik 700.000 i kompensation for sexchikane

Mens tre ofre fik tilbudt i omegnen af 25-50.000, fik et fjerde offer mere end 700.000 kroner i godtgørelse

(Arkivfoto).
(Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Mens tre ofre for sexchikane i DanBred har fået tilbudt mellem 25.000 og 50.000 kroner, fik et fjerde offer tilbudt godt 700.000 kroner i godtgørelse.

Det skriver mediet Finans.

DanBred er primært ejet af brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer og omsatte sidste år for 1,2 milliarder kroner.

Den 25. september fyrede ejerkredsen i DanBred hele bestyrelsen, fordi den havde ladet tidligere direktør Thomas Muurmann Henriksen fortsætte, trods det var kendt, at han havde krænket flere kvindelige ansatte.

Thomas Muurmann Henriksen endte med selv at sige op.

Flere klagede

Undersøgelsen af krænkelserne blev foranlediget af, at flere ansatte i firmaet klagede over Thomas Muurmann Henriksens grænseoverskridende opførsel.

Alligevel var der en sag, som ikke blev kigget på, før efter beslutningen om at beholde Henriksen.

Det drejer sig om den kvinde, der er blevet tilbudt en betydeligt højere godtgørelse end andre kvinder, der er blevet krænket af Henriksen.

Hun havde forladt virksomheden halvandet år forinden, men blev tilbudt 12 måneders løn som en del af en fratrædelsesordning, kort tid efter at bestyrelsen besluttede at beholde direktøren.

Årslønnen svarede ifølge Finans til godt 700.000 kroner.

Alvorlig chikane

Mediet beretter om alvorlig chikane fra Thomas Muurmann Henriksens side.

Ifølge mediet blev kvinden udsat for gentagne tilfælde af sexchikane. Øjenvidner fortæller, at den tidligere direktør jagtede hende gennem flere år.

Han gjorde tilnærmelser til fester og kommenterede højlydt hendes krop på kontoret.

Til en kongres skulle han tilmed have stået og banket på hendes dør midt om natten, mens han råbte hendes navn.

DanBred arbejder inden for grisegenetik og sælger avlsdyr og sæd til store dele af verden.

Powered by Labrador CMS