Ejer af pizzeria fik bøde: Var i gang med at bygge nyt lager

7. juni 2018 16:27 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Pizzeriaet har bygget et helt nyt lager til 50.000 kroner. Nu skal der også et nyt gulv til i kølerummet - og det udløste en bøde.

Ejer af pizzeria fik bøde: Var i gang med at bygge nyt lager
Del Mare Pizzaria har fået en sur smiley og en bøde på 5.000 kroner af Fødevarestyrelsen. Foto: Colourbox (Modelfoto)

Del Mare Pizzaria på Sædding Strandvej i bydelen Sædding i Esbjerg har fået en sur smiley.

Det skete, da Fødevarestyrelsen kom på en ekstra kontrol den 29. maj.

I kontrolrapporten skriver Fødevarestyrelsen, at indskærpelser fra forrige kontrol ikke var bragt i orden.

Det omhandler rengøring i kølerum og lager.

Ejer er ærgerlig

Ejer af Del Mare Pizzaria er ærgerlig over, at der blev stukket en bøde på 5.000 kroner ud:

– Vi har jo – som aftalt – bygget et helt nyt lager. Og Fødevarestyrelsen ville også have vi skulle lægge et nyt gulv i kølerummet. Ved sidste kontrol sagde Fødevarestyrelsen, at de ville komme og foretage endnu en kontrol om otte  uger. Men de kom allerede efter fire uger. Vi havde stort set fået bygget lageret, men vi var jo ikke færdige. Bøden fik vi på grund af gulvet i kølerummet, siger Mustafa Gøvercin, ejer af Del Mare Pizzaria, til Newsbreak.dk.

Lageret stod næsten klar:

– Cirka 90 procent af lageret stod klar. Der stod noget træaffald ved enden af lageret – og det er noget af det, som Fødevarestyrelsen har påpeget. Men at få en bøde for dette forstår jeg ikke. Hvis det havde med maden at gøre, ville jeg sige: Fint, det er min fejl. Men at Fødevarestyrelsen kommer allerede fire uger efter – og ikke som aftalt otte uger – så kunne de jo have sagt, at det skulle være i orden til næste kontroleftersyn. Men sådan fungerer systemet jo ikke, lyder det fra pizzeria-ejeren.

Han tilføjer, at Del Mare Pizzaria har brugt 50.000 kroner på det nye lager.

Du kan læse kontrolrapporten her.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu