ANNONCE

Eks-direktør kommenterer på valget af Margrethe

1. januar 2021 21:18 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

På årets første dag har den danske monark modtaget første dosis af en vaccine mod coronavirus.

Eks-direktør kommenterer på valget af Margrethe
I sin årlige nytårstale sagde dronningen, at hun glæder sig over, at vaccinen mod coronavirus er kommet til Danmark. På den første dag i 2021 har hun selv modtaget det første ud af to stik. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Dronning Margrethe har 1. januar fået sit første stik af vaccinen mod coronavirus.

Det vækker kritik fra en kongehusekspert, men selv om dronning Margrethe ikke umiddelbart stod først i køen til at få tilbudt vaccinen, så er det naturligt, at man forholder sig til en ældre dronning – eller konge.

Det siger Else Smith, der er speciallæge i samfundsmedicin og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen samt tidligere ansvarlig i Statens Serum Institut (SSI).

– Det er ikke ukendt, at vi har en dronning, der er 80 år. Og selv om vi lige har set, at hun ser frisk ud, så kan det da også godt være, at hun har nogle lidelser. Det er ikke mig bekendt, siger hun og tilføjer:

– Og så vil det være ret og rimeligt, at man kigger på et land og siger: Er der nogen personer, som vi meget nødigt vil se blive alvorligt syge og dø, når vi nu har muligheden for at vaccinere.

– Vi diskuterede det også på den måde tilbage, da vi havde influenzapandemi i 2009: Er der nogen særlige personer, som det er rimeligt at tilbyde over den risikostrategi, man i øvrigt har, siger Else Smith.

Vaccinerer efter retningslinjer

Ifølge de nuværende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen bliver personer på plejehjem og i plejeboliger som de første tilbudt en vaccine mod coronavirus.

I gruppe to er personer på 65 år og derover, hvis de modtager hjemmepleje og praktisk hjælp.

Herefter er det personer på 85 år og ældre. Derefter kommer resten af befolkningen prioriteret i ni grupper.

Ekstra Bladet har talt med Søren Jakobsen, historiker og ekspert i kongehuset, om nyheden, og han mener, at det er uklædeligt, at dronningen er blevet vaccineret så tidligt.

– Det er lidt uden for nummer, må man sige. Det var sundhedspersonalet og andre i frontlinjen, der burde vaccineres først. Hun er godt nok aldersmæssigt i risikogruppen, men det er ikke så klædeligt, når man nu fra myndighedernes side siger, at der er tilrettelagt en strategi, hvor man bliver indkaldt efter cpr-nummer. Sådan et har dronningen også, og det burde man følge, siger Søren Jakobsen til Ekstra Bladet.

Ser på flere faktorer

Ifølge Else Smith bliver dronning Margrethe ikke automatisk tilbudt en vaccine mod coronavirus før andre, fordi hun er Danmarks monark.

Beslutningen tages i samspil mellem regeringen, kongehuset og relevante myndigheder.

– Jeg vil ikke mene, at man (en dronning eller konge, red.) bare ligger først for, hvis man er 40 år og styrter rundt, hvis det var en infektion som corona her.

– Men selvfølgelig tager man stilling til, om der er nogle funktioner i vores samfund, som vi meget, meget nødigt vil se blive hårdt ramt, siger hun og tilføjer, at det eksempelvis også kunne gælde medlemmer af regeringen, der var i særlig risiko, eller sundhedspersonale.

Ifølge kongehuset skal dronning Margrethe have sit andet stik med coronavaccinen om tre uger.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu