Eks-medlem af ungdomsparti dømt for voldtægt

26. juni 2019 18:18 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den 24-årige mand ankede dommen på stedet.

Eks-medlem af ungdomsparti dømt for voldtægt
Et tidligere medlem af Liberal Alliances Ungdom er dømt for voldtægt. Genrefoto: Elo Christoffersen.

Retten i Odense har onsdag idømt et tidligere medlem af Liberal Alliances Ungdom syv måneders ubetinget fængsel for voldtægt af et yngre partimedlem.

Det skriver DR.

Manden skal desuden betale 20.000 kroner i erstatning til offeret.

Den dømte, der er en 24-årig mand, har anket dommen.

Tidligere på året berettede en række anonyme kvinder fra Liberal Alliances Ungdom om krænkelser og overgreb i ungdomspartiet.

Det var i den forbindelse, at anklagen om voldtægt kom frem.

Flere sager førte til politianmeldelser.

Vidne mødte offer på toilettet

Ifølge Retten i Odense udnyttede den nu dømte 24-årige mand, at offeret var i en tilstand, så hun ikke kunne modsætte sig samleje.

Berlingske skriver, at offer og gerningsmand i retten var enige om, at der havde fundet et samleje sted. De var uenige om, hvorvidt der var tale om frivilligt samleje eller voldtægt.

Ifølge Berlingske fortalte et vidne i retten, hvordan vedkommende fandt offeret på et badeværelse sammen med den nu dømte. Den dømte holdt fast i offeret, og da han gav slip på hende, væltede hun forover ned i noget bræj. Vidnet fortalte også, at den dømte herefter sagde:

“Jeg har en god advokat.”

Den dømte siger, at den kommentar faldt senere på aftenen i en anden forbindelse.

Strid om dommen

Den juridiske dommer og de to domsmænd var ifølge DR ikke enige om afgørelsen af sagen.

Den juridiske dommer mente, at manden skulle frikendes med den begrundelse, at de nødvendige beviser ikke var lagt frem.

De to lægdommere vurderede til gengæld, at manden skulle kendes skyldig.

Ønsker man at læse mere om de beretninger, der fik sagen til at rulle, bragte Newsbreak.dk en længere artikel tilbage i februar:

Politiet efterforsker overgreb i ungdomsparti.

Det var avisen Information, der i februar offentliggjorde de mange vidnesbyrd. Avisen havde fået adgang til materialet fra tidligere formand for LAU, Rasmus Brygger.

Han fortalte dengang, at han gik ind i sagen, fordi ingen andre havde løftet opgaven, og fordi han mente, at politiet skulle involveres i sagen. De mange sager blev i februar meldt til politiet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu