Eksmand sigtet for drab på kvinde

15. januar 2020 12:36 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det er den 40-årige kvindes eksmand, der er sigtet for at have slået hende ihjel i en lejlighed i Sønderjylland.

Klokken 13 onsdag bliver en 40-årig mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Han er sigtet for med kniv at have slået sin ekskone ihjel tirsdag aften. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

(Artiklen fortsætter under videoen fra Local Eyes)

Politikredsens anklager vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret, hvorfor der for nuværende ikke vil komme yderligere oplysninger ud om sagen. Lidt ved vi dog på forhånd.

Den dræbte er en 40-årig kvinde, der er tidligere gift med den sigtede. Hun blev ifølge politiet slået ihjel med knivstik, og den sigtede mand blev anholdt i kvindens lejlighed.

Anmeldelsen om knivstikkeriet kom klokken 19.34 tirsdag, og en ambulance blev tilkaldt. Kvindens liv stod dog ikke til at redde, og sagen er derfor en drabssag. Manden er ifølge politiet sigtet for netop drabet på kvinden.

Syd- og Sønderjyllands Politi var hele tirsdag aften i gang med tekniske undersøgelser på stedet, og der blev ligeledes gennemført afhøringer til sagen. Først et stykke efter klokken 23 blev det meldt ud via en pressemeddelelse, hvad der var foregået.

I den pressemelding lød det, at drabet var sket i en lejlighed i Sønderborg-området. Onsdag morgen afslører Jydske Vestkysten dog, at det faktiske gerningssted er en lejlighed i Dybbøl – omtrent tre kilometer fra Sønderborg.

“Drabet er sket i en lejlighed på Mellemløkke i Dybbøl – en blind sidevej til Aabenraavej med en række relativt nye lejligheder i to plan”, skriver avisen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu