ANNONCE

Ekspert om genåbning: -Smitten vil stige

5. april 2021 15:07 | Af: Maiken Krongaard, mk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Antallet af smittede er faldet, men yderligere genåbning er på vej

Ekspert om genåbning: -Smitten vil stige
Dagens coronatal er klar. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Så er Statens Serum Institut (SSI) klar med coronatallene 2. påskedag.

Der er registreret 479 nye coronatilfælde det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut (SSI) i sin daglige opgørelse mandag.

De nye tilfælde er fundet på baggrund af 133.507 PCR-test.

Andelen af smittede – kendt som positivprocenten – er dermed det seneste døgn opgjort til 0,37.

24 personer er blevet indlagt siden påskesøndag. Samlet set stiger antal indlæggelser med ni til 220, hvilket indtil videre er det højeste i april.

Og så er der blevet registreret yderligere 1 dødsfald det seneste døgn.  I alt er 2430 personer døde med virusset.

Siden søndag er der registreret 87.605 lyntest. Det fremgår ikke, hvor mange smittetilfælde, der er fundet blandt disse prøver.

Stabilt smitteniveau overrasker

Torben Mogensen er speciallæge i anæstesi og formand for Lungeforeningen.

Han hæfter sig ved, at der ikke er de store udsving at spore i smittetallene, selv om samfundet gradvist er ved at genåbne.

– Smitteniveauet er relativt stabilt. Det er ikke i vækst, og det sker tilsyneladende heller ikke et fald, siger han.

Det overrasker ham, at smitten ikke er steget mere, i lyset af den gradvise genåbning af samfundet.

– Det overrasker mig faktisk. Vi har ikke set den stigning, jeg ville have forventet. Det er positivt.

Antallet af indlagte er ifølge Torben Mogensen også forholdsvis stabilt.

Tak til vaccinerne

Han mener, at det er den fortsatte udrulning af vaccinerne, man kan takke for det.

– Vi har fået vaccineret de personer, der er i størst risiko for indlæggelse.

– Det ser vi, ved at der er meget få døde, og antallet af indlagte holder sig i niveauet 200 til 220.

Syv procent af befolkningen er nu færdigvaccineret med to stik mod coronavirus, viser de daglige vaccinationstal fra SSI. Det svarer til lidt over 400.000 personer.

Siden søndag er 1903 flere blevet færdigvaccineret.

13,3 procent har påbegyndt vaccination i Danmark med mindst ét stik.

Smitten vil stige lidt

Påskehøjtiden er ved at være forbi, og tirsdag genåbner samfundet yderligere. Eksempelvis vender eleverne i 5. til 8. klasse tilbage hver anden uge, og de liberale erhverv som frisører og massørerne genåbner.

Det vil alt andet lige fører til mere smitte, forudser Torben Mogensen.

– Der foregår et kapløb mellem smitten og vaccinerne.

– Jeg tror, vi formentlig vil se en lille stigning i smitteniveauet. Men jeg tror ikke på en tredje bølge, fordi har så godt fat med udrulningen af vaccinerne, siger han.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu