ANNONCE

Eksperter: -Husk den gode hygiejne juleaften

14. december 2020 06:03 | Af: Ritzau Fokus

Portionsanretninger, udluftning og god håndhygiejne, er nogle af eksperternes råd til juleaften.

Eksperter: -Husk den gode hygiejne juleaften
Det er vigtigt at holde en god håndhygiejne, har vi fået at vide- særligt under coronapandemien. Det gælder også juleaften. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Husk at spritte hænderne af og undgå håndtryk og kram.

Det er nogle af de påbud, vi er blevet bedt om huske på for at undgå spredningen af coronasmitte.

Men nu nærmer juleaften sig. Her er mange familier vant til at sende de samme fade med and, sauce og kartofler rundt, og pludselig har de været i hænderne på hele selskabet.

Normalt ville det måske ikke være noget, mange tænkte over, men i år står julen som bekendt i coronaens tegn.

– Det er en udfordring, siger Anders Miki Bojesen, formand for Rådet for Bedre Hygiejne og professor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

– Derfor skal man også tænke sig rigtig godt om, og sørge for at minimere den skiften rundt af tallerkner, fade og så videre.

Portionsanretning

Han råder til, at man juleaften laver en portionsanretning, som en person står for.

Dermed slipper man for, at alting cirkulerer rundt mellem hele selskabet.

Derudover kan man med fordel dele sin mad op i små fade og servere det i mindre portioner.

Det siger hygiejneekspert og lektor Michael René fra Københavns Professionshøjskole og Ernærings- og sundhedsuddannelsen.

– Så har man ikke et stort fad, der kører hele bordet rundt, men man portionsopdeler tingene lidt mere, end man normalt ville gøre.

Beder gæster vaske fingre

Han råder også til, at man ved gæsternes ankomst beder dem om at vaske fingrene, og at man ofte skifter håndklædet, man tørrer hænder i – også når man har gæster.

– Håndklædet kan hurtigt blive en lokation for masser af bakterievækst og alle de andre vira, vi ikke rigtig taler om, siger han.

Anders Miki Bojesen, formand for Rådet for Bedre Hygiejne, råder også til, at man vasker fingrene “en ekstra gang mere, end man plejer”, og at man husker håndspritten.

– Man skal også sørge for at få luftet ud, helst ikke sidde i samme lokale hele tiden og ikke med så mange mennesker.

– Det kan være den store udfordring, hvis der er en der er smittet, siger Bojesen.

Sundhedsstyrelsen har i coronaens tegn anbefalet, at man holder juleaften med dem, man bor med, eller sin faste lille omgangskreds.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu