ANNONCE

Eksperter undersøger skræmmende ulykke

28. juli 2020 08:33 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Sydøstjyllands Politi får assistance fra eksperter, der skal afklare, om et strafferetligt ansvar kan placeres for den skræmmende altan-ulykke i forrige uge.

Fem unge festdeltagere stod på en altan i første sals højde på Dr. Fichs Vej i Kolding natten til lørdag, da altanen pludselig brast, og de fem unge mennesker styrtede ned i gadehøjde. Nu har Sydøstjyllands Politi tilkaldt en ekspertgruppe, der skal undersøge sagen.

I en pressemeddelelse skriver politiet, at årsagen bag altan-nedstyrtningen endnu er ukendt. Derfor er der igangsat undersøgelser heraf.

“Sydøstjyllands Politi foretager nu tekniske undersøgelser med bistand fra eksperter med henblik på at afdække årsagen til, at altanen faldt ned, og om der er nogen, der kan stilles strafferetligt til ansvar for det”, står det i pressemeddelelsen.

På billeder fra ulykkesstedet ses det tydeligt, hvordan altanen mere eller mindre er klappet sammen under fødderne på de fem unge i alderen 18 til 21 år. De to led alvorlige skader, mens de øvrige slap med mindre skader.

En 19-årig fik et alvorligt hovedtraume, og han var søndag morgen fortsat i kritisk tilstand.

I pressemeddelelsen skriver politiet nu, at der ikke kan gives yderligere oplysninger i sagen, som det ser ud nu. Når der sker afgørende nyt, vil der blive udsendt en pressemeddelelse.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu