ANNONCE

Eksplosions-sag trækker tråde til udlandet

17. juni 2020 22:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

De anholdte sættes i forbindelse med andre europæiske eksplosioner.

Nordsjællands Politi har fået fingrene i, hvad der ligner en omfattende grænsekrydsende sag, fremgår det af en pressemeddelelse onsdag. Heri kan man læse om udviklingen i efterforskningen af en sag om en eksplosion.

Det var natten til tirsdag, at en hæveautomat tilhørende Nordea i Ålsgårdecentret blev sprængt i stykker. Siden blev skærm og panel fra automaten blev fjernet, kunne det konstateres. Onsdag afslører politikredsen, at de mistænkte allerede samme dag – altså tirsdag – blev anholdt.

Fire personer, tre mænd og en kvinde, blev nemlig efter grundigt og effektivt politisamarbejde anholdt, fortæller Henrik Gunst, der er politikommisær og leder af efterforskningen.

– Jeg er meget tilfreds med, at vi i tæt samarbejde med NEC (Nationalt Efterforskningscenter, red.) og SEØ (Særlig Efterforskning Øst, red.) så hurtigt har kunnet foretage anholdelse i sagen. De tekniske undersøgelser har foreløbig vist, at det ikke er lykkedes gerningsmændene at få noget udbytte, men der er alligevel tale om en meget alvorlig sag, hvor der blandt andet er blevet brugt eksplosivstoffer, og det peger klart i retning af, at vi har med en grundigt planlagt handling at gøre, fortæller han.

Europæiske sprængninger

Ud over sprængningen af hæveautomaten i Ålsgårde sættes de formodede gerningsmænd efter henvendelser fra flere politimyndigheder også i forbindelse med sprængninger i andre europæiske lande, herunder Tyskland og Schweiz.

– De internationale bånd i sagen viser, at det ikke er første gang, de formodede gerningsmænd er mistænkt for lignende forhold. Det betyder, at vi nu skal til at samarbejde med politimyndighederne i de pågældende lande for at finde ud af, om der tegner sig et mønster for, hvordan de sigtede har planlagt og udført de sprængninger, som vi formoder, at de står bag, slutter Henrik Gunst.

Onsdag blev de fire fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør. De nægter sig skyldige alle fire, men dommeren besluttede at varetægtsfængsle de tre mænd. Kvindens rolle vurderes til ikke at have været indflydelsesrig nok til en fængsling.

Nordsjællands Politi arbejder nu videre med efterforskningen, blandt andet i samarbejde med de tyske og schweiziske myndigheder, og Nordsjællands Politi har derfor på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen, fremgår det af pressemeddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu