Elev dømt: Kom opvaske-tablet i lærerens kaffe

9. juli 2019 12:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Efter at have drukket kaffen - der smagte af sæbe - fik læreren forhøjede levertal.

Elev dømt: Kom opvaske-tablet i lærerens kaffe
Arkivfoto.

40 dages fængsel.

Det er den dom en 19-årig elev på Produktionsskolen Sydfyns Erhvervsforskole i Svendborg har fået, efter han i januar i år puttede en knust opvaske-tablet og salt i en lærers kaffe.

Det skriver Fyens.dk.

Ifølge avisen havde eleven et anstrengt forhold til den mandlige lærer og det skulle angiveligt have fået den unge mand til at hælde opvaske-tabletter og salt i kaffen.

Ud over den mandlige lærer drak også en kvindelig lærer af kaffen, der – måske meget forståeligt – smagte dårligt og af sæbe.

Begge lærerne oplevede ubehag efter at have drukket kaffen og den mandlige lærer fik sågar forhøjede levertal.

Erkendte salt

Den 19-årige erkendte, at han havde hælt salt i kaffen. Men han nægtede at have lagt en knust opvaske-tablet eller afføringsmiddel, i kaffepulveret, som anklageren ellers også fremførte.

Den knuste opvaske-tablet blev dog bakket op af et vidne i retten, der sagde, at han havde set den 19-årige lægge den i kaffen. Til gengæld blev der ikke fundet bevis for, at der også var brugt afføringsmiddel.

Domsmandsretten i Svendborg endte med at finde eleven skyldig i overtrædelse af Straffelovens paragraf 244 stk. 1 omhandlende vold. Det kostede 40 dages fængsel.

Eleven slipper dig for at skulle i fængsel hvis han i prøvetiden på et år holder sig ude af problemer og samtidig udfører 60 timers samfundstjeneste.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu