Elever fra Danmark forsvinder på studieture

25. marts 2019 18:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

I alt fire elever fra danske uddannelsesinstitutioner er i marts måned forsvundet på studieture i England.

Elever fra Danmark forsvinder på studieture
Eleverne fra Hensingør Ungdomsskole blev i lufthavnen hentet i bus,. da de kom hjem fra London - uden den 17-årige forsvundne elev. Foto: Presse-fotos.dk.

En 17-årig elev fra Helsingør Ungdomsskole er fortsat forsvundet, efter at han forlod et hostel i Manchester.

Det er den fjerde elev fra en dansk uddannelsesinstitution, der er forsvundet under en studietur i England i marts måned.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis forsvandt tre andre elever fra Eritrea fra en anden uddannelsesinstitution på Sjælland tidligere denne måned på en studietur i London.

De tre elever var i alderen 19 til 20 år. Her viste det sig – ifølge avisens oplysninger – at forsvindingen var planlagt længere tid forinden.

Oplysningerne kommer, efter at en 17-årig fra 10. klasse på Ungdomsskolen i Helsingør med – ifølge avisens oplysninger – eritreansk baggrund forsvandt på en studietur i Manchester torsdag.

Det lokale politis efterforskning afslørede hurtigt, at der ikke var tegn på en forbrydelse.

Ligner planlagt

Derimod pegede videoovervågningen på elevernes hostel på, at den 17-årige forlod stedet helt afslappet før morgenmaden. Iklædt løbetøj.

En undersøgelse af værelset viste, at den 17-årige havde forladt stedet med sin opholdstilladelse.

Ligeledes blev der fundet indpakningen til en ny billig Nokia-telefon. Med andre ord var der tale om en planlagt forsvinden.

Lokker studerende

Ifølge avisen er der et stort eritreansk miljø i England, hvilket lokker de eritreanske studerende fra Danmark.

Ifølge folk med kendskab til den primært kristne afrikanske flygtningegruppe, er der ikke tale om spekulation i en lettere vej til opholdstilladelse. For flugten kan tværtimod skade deres asylsag.

Derimod skulle der være rygter i miljøet om, at det skulle være nemmere at klare sig som eritreaner i England, og at man skulle kunne tjene gode penge, skriver avisen.

I alt var der syv lærere og 40 elever fra Ungdomsskolen i Helsingør i Manchester.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu