ANNONCE

EMA: Fare for blodpropper ved AstraZeneca-vaccine

7. april 2021 16:13 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

EMA understreger, at fordelene ved AstraZenecas covid-19 vaccine klart overgår ulemperne

EMA: Fare for blodpropper ved AstraZeneca-vaccine
EMA siger i en erklæring onsdag, at det ser en mulig forbindelse mellem AstraZenecas covid-19 vaccine og sjældne tilfælde af blodpropper med få blodplader. Foto: Scanpix

Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, siger i en erklæring onsdag, at det ser en mulig forbindelse mellem AstraZenecas covid-19 vaccine og sjældne tilfælde af en kombination af usædvanlige blodpropper med et lavt antal blodplader.

EMA understreger, at fordelene ved AstraZenecas covid-19 vaccine stadig klart overgår ulemperne.

Samtidig opfordrer agenturet EU’s regeringer til at sætte kræfter ind på et undgå og modarbejde misinformation om vaccinen. De 27 landes sundhedsministre er ifølge nyhedsbureauet Reuters indkaldt til hastemøde om sagen onsdag klokken 18.

EMA fortsætter dermed med at insistere på, at vaccinen fortsat skal være i anvendelse.

Men EMA fastslår nu, at det er muligt, at der er en årsagssammenhæng mellem de sjældne tilfælde af blodpropper og vaccinen. Og de usædvanlige blodpropper skal derfor registreres som en meget sjælden bivirkning.

Især for yngre og for kvinder

Sabine Straus, der er formand for EMA’s sikkerhedskomité siger på et pressemøde, at den omtalte risiko ved AstraZenecas vaccine synes at være størst for yngre og kvinder. Hun understreger, at bivirkningerne er ekstremt sjældne.

Sundhedsministrene er blevet orienteret om, at den nye udmelding fra lægemiddelagenturet ventes at få en øjeblikkelig virkning på de foreliggende vaccinationsplaner.

EU bør gå samme vej

Landene opfordres til at koordinere deres reaktioner. Det skriver Reuters, som har set et brev til ministrene fra det portugisiske EU-formandskab.

– Harmonisering på EU-niveau har afgørende betydning for at få stoppet udbredelse af misinformation, hedder det blandt andet i brevet.

– Covid-19 er en meget alvorlig sygdom, som medfører mange hospitalsindlæggelser og mange dødsfald, siger EMA’s direktør, Emer Cooke.

Cooke optrådte på et pressemøde efter lægemiddelagenturets møde onsdag. På mødet blev det bekræftet, at EMA finder vaccinen fra AstraZeneca “sikker og effektiv”.

Fakta

Danmarks vacciner

Danmark har via EU indgået seks aftaler om muligheden for at købe coronavacciner, hvis de virker og kommer på markedet.

Samlet har Danmark mulighed for at købe et antal vacciner, som kan færdigvaccinere 20,4 millioner borgere. Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerne bliver købt.

Her følger et overblik over de seks aftaler om vacciner, som er indgået:

* Pfizer/BioNTech:

Vaccinen har vist en effekt på 95 procent. Det vil sige, at der var 95 procent færre tilfælde sammenlignet med en kontrolgruppe, der fik placebo – altså en snydevaccine.

Blev godkendt af EU-Kommissionen 21. december, og de første danskere blev vaccineret 27. december.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 4,6 millioner personer.

* Moderna:

Har vist en effekt på 94,1 procent.

Blev godkendt 6. januar i EU, og Danmark forventer at få de første 5000 doser i næste uge.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 3,0 millioner personer.

* AstraZeneca:

Studie har vist en effekt på 70 procent.

Det Europæiske Lægemiddelagentur forventer at kunne godkende vaccinen i slutningen af januar.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 1,9 millioner personer.

* Johnson & Johnson:

Fase 3-forsøg blev indledt i september med omkring 60.000 testpersoner. Resultater ventes offentliggjort i januar.

Kan blive taget i brug i USA i januar eller februar, mens godkendelsen i EU først kommer senere.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 5,6 millioner personer.

* CureVac:

Indledte et fase 3-forsøg 14. december med 35.000 deltagere i Europa og Latinamerika.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 3,4 millioner personer.

* Sanofi/GSK:

Vaccinen har afsluttet fase 1- og 2-studier, der har vist effekt for personer i alderen fra 18 til 49 år, men ikke så god effekt for personer over 50 år. Selskaberne venter godkendelse i slutningen af 2021.

Danmark har sikret sig doser til at færdigvaccinere 1,9 millioner personer.

* Ud over de nævnte seks vacciner har EU i denne uge afsluttet de indledende forhandlinger om endnu en coronavaccine.

* Novavax:

Den amerikanske medicinalvirksomhed er i gang med fase 3-studier. Der ventes resultater i første kvartal 2021.

EU-Kommissionen meddelte før jul, at man har taget hul på at forhandle en kontrakt, der potentielt kan komme til at omfatte 200 millioner doser. Forhandlingerne kan tage flere måneder.

Når det gælder de nævnte vacciners effektivitet, skal det understreges, at det er vanskeligt at sammenligne de forskellige vacciners effekt direkte.

Det skyldes blandt andet, at der kan være forskel på, hvordan de forskellige studier er sammensat.

Kilder: Lægemiddelstyrelsen, Sundheds- og Ældreministeriet, EU-Kommissionen, virksomhederne, Bloomberg og Reuters

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu