Emil søger vidner: Blev ramt af flugtbilist

22. august 2019 16:23 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Torsdag morgen blev Emil Rank Møllers bil ramt af en modkørende bil, der stak af fra stedet. Nu søger han vidner til påkørslen.

Del:

I den randrusianske morgentrafik var Emil Rank Møller på vej på arbejde i Hobro. Han havde netop sat sin kæreste af og begav sig hen mod motorvejen. I krydset ved Mariagervej og Nordskellet skulle han dreje til venstre.

Da han foretager sit venstresving i andet gear, efter at have orienteret sig, sker der noget chokerende.

– En mørkegrå VW Polo eller Golf skal dreje til venstre, og da jeg foretager mit venstresving, begynder han at køre. Jeg dytter for at advare ham om, at han er kommet meget tæt på, siger Emil Rank Møller til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Han stopper ikke, og så mærker jeg et brag.

Kører fra stedet

Ikke nok med at Emil Rank Møller er chokeret over at blive påkørt, så får han sig endnu en overraskelse.

– Jeg ruller vinduet ned, for at signalere, at vi skal tale om, hvad der er sket. Så kan jeg se, at passageren i bilen bevæger sin mund, og så bakker bilen og kører derfra, siger han.

Der sidder Emil Rank Møller uden at have et registreringsnummer på den bil, som har forårsaget skader på hans Suzuki.

– Jeg siger bare: ‘Nej, nej, nej! Han kører bare ikke herfra’, fortæller Emil Rank Møller.

Stor forargelse

Da han kommer sig en smule over chokket af at blive påkørt, oplever Emil Rank Møller ulykkeligvis, at der ikke er hjælp at hente fra andre bilister i området.

– Jeg bliver chokeret, da han rammer mig. Men til min store forargelse er der ingen af de andre bilister, der stopper. Jeg er ligesom bare Palle alene i verden med mine egne problemer, siger han.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Emil Rank Møller ringer selv til 112 og anmelder ulykken.

Newsbreak.dk har forgæves kontaktet Østjyllands Politi for at få en kommentar på sagen.

Vil finde vidner

Omkring klokken 08.00 – cirka en halv time efter påkørslen sker – laver Emil Møller et opslag på Facebook i håb om, at han kan få fat i vidner, der kan bekræfte, hvad der er sket.

Desuden forsøgte han også selv at finde frem til den mørkegrå VW, som ramte ham, fordi der i kommentarfeltet blev gættet på at vedkommende var på vej hen mod Teknisk Skole i Randers. Der var dog ikke bid.

– Man får jo en hjerneprut, hvor man ikke rigtig tænker sig om, siger han.

En grim bule

Emil Rank Møllers bil har fået en grim bule, fortæller han, men heldigvis er der ikke sket ham noget.

– Jeg har oplevet lidt spændinger i nakken og i lænden, men det var chokket, der gjorde det, siger han.

Hvis du kender noget til påkørslen torsdag morgen, kan du kontakte politiet på 114 eller Emil Rank Møller selv på nummeret i Facebook-opslaget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu